Nyhed

BEGEJSTRET BLUES: Love Shop annoncerer nyt album – hør ny single her

"Fik jeg nok ud af det hele? Og hvor blev den ro af, som jeg voksede op med?"

Selvom datoen varsler uheld, kan Love Shop-fans se sig heldige, når bandets nye album, Blues Europa, udkommer fredag den 13. oktober.

På albummet bevæger Love Shop sig gennem nutid, fortid og fremtid i personlige glimt fra frontmand Jens Unmacks liv. ”Det er sammenstød og paradokser. Begejstret blues. Triumferende melankoli,” lyder beskrivelsen af albummet i en for nyligt udsendt pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen sætter Unmack flere ord på tilblivelsen af det nye album:


”Det er nok en mere åbent reflekterende plade fra min side. En samling sange om, hvad der var, hvad det hele er blevet til, og hvad der skal ske. Fik jeg nok ud af det hele? Og hvor blev den ro af, som jeg voksede op med?," spørger Unmack og tilføjer:

"Livets gang og altings fart vikler sig ind i musikken, og der er noget smukt kaotisk over, hvordan verden kværner og pumper. Så det er samtidig et album om det moderne liv, hvordan tilværelsen midt i denne konstante følelse af turbulens, har en masse valg og muligheder.”

I forbindelse med annonceringen har Love Shop også sluppet singlen ”Synd og skam”.


”En hyldest til det enlige kørerum i aftenmørkets anonymitet – en bekendelse til at være alene, men ikke til ensomhed,” lyder beskrivelsen af det nye nummer.

Tidligere på sommeren udgav bandet en anden hyldest i form af singlen ”Studentervognen kører”, hvor de sendte de nyudklækkede studenter mod stjernerne.


Når det nye album Blues Europe udkommer til oktober, starter Love Shop også deres koncept LS Nights, som indebærer seks udsolgte koncerter i træk på Hotel Cecil.

Sidst Love Shop var albumaktuelle var i 2021 med albummet Levende mænd i døde forhold. GAFFAs anmelder Simon Heggum var begejstret og kvitterede med fem stjerner.

”Love Shop-album er ikke lige så skelsættende som 1990, Go! Eller Risiko. Men det vil snildt kunne være at finde i toppen af mine personlige Love Shop-favoritter sammen med Anti og National,” lød konklusionen i anmeldelsen.


Jens Unmack: Her er seks sange, som betyder noget særligt for mig

ANNONCE