Nyhed

GAFFA FYLDER 40: Se alle billederne fra den store jubilæumsreception - og læs om dagen her

"En særlig tak til de allervigtigste, som desværre ikke er til stede i dag - nemlig læserne!" 

Du ved det sikkert allerede – i al fald hvis du har haft fingrene i det store, aktuelle jubilæumsnummer af det fysiske GAFFA-magasin. Vi fylder rundt. Og også udenfor bladets sider fejres der 40 års fødselsdag – ikke mindst her på GAFFA.dk, hvor det store jubilæum fejres med konkurrencer, stjernehilsner og masser af godt fra arkivet.

Torsdag den 7. september havde GAFFA så inviteret til reception for nogle af de mange gode folk, som gennem årene har været med til at gøre visionen om at lave Danmarks bedste musikmagasin, til virkelighed.

Det blev til en uforglemmelig eftermiddag med dj og GAFFA-skribent Adam Bouttai bag pulten og taler fra blandt andet GAFFAs første chefredaktør og medgrundlægger Henrik Adler, tidligere nyhedsredaktør John Fogde og bladets nuværende bestyrelsesformand og fungerende direktør, Kristian Lautrup. Lautrup fremhævede blandt andet den mangeårige art director Nikolaj Lassen, som til lejligheden havde lavet en videopræsentation af de knap 500 forsider, som GAFFA har bragt igennem de seneste 40 år.


Blandt talerne var også René Thalund, som ud over en fortid på GAFFA kan skrive medlemskab af det populære band Nephew på sit CV. Han roste blandt andet GAFFA for at være trådt ud af fortidens mandehørm og ind i nutiden og sendte i den forbindelse en særlig hilsen til tidligere chefredaktør Sidsel Thomassen, som også var til stede ved receptionen.

Og endelig holdt GAFFAs konstituerede chefredaktør, Ole Rosenstand Svidt, en personlig tale, som trak tråde helt tilbage til dengang, han første gang fik et GAFFA-blad i hånden tilbage i 1988. Og så sendte Svidt en særlig tak til "de allervigtigste, som desværre ikke er til stede i dag – nemlig læserne!" 

Du kan se et stort fotogalleri fra receptionen over artiklen.


GAFFA 40: Her er femten flotte forsider fra halvfemserne

ANNONCE