Nyhed

LYDMOR: ”Det er uvirkeligt at tænke på, at det hele bliver mit for en aften”

Den danske musiker har netop annonceret en unik koncert – i ikoniske rammer

Elektronisk musik i dansk ballets hjerterum? Det lyder måske som to poler, der aldrig kan mødes, men det gør de ikke desto mindre den 28. april 2024.

Jenny Rossander alias Lydmor har netop annonceret, at hun næste forår spiller koncert på Det Kongelige Teaters ikoniske Gamle Scene som en del af sin turné Space Tour. Det bliver en unik oplevelse, ikke kun for Lydmors fans, men også for hende selv, fortæller hun i en pressemeddelelse:

”Jeg er vokset op omgivet af en stor respekt og beundring for Det Kongelige Teater, og jeg husker at ligge på min mormors gulvtæppe og se vhs-optagelser af balletten. Da jeg besøgte teatret første gang, sad jeg helt oppe på de allerbagerste rækker – og elskede det hele. Det er uvirkeligt at tænke på, at det hele bliver mit for en aften,” udtaler Rossander i forbindelse med annonceringen


Lydmor har cementeret sig som en af den elektroniske musikscenes stærkeste artister herhjemme. I juni spillede hun en magtdemonstration af en koncert på Heartland Festival. GAFFAs anmelder Adam Bouttai kaldte Lydmor for ”en af nationens største musikalske genier” og kvitterede med fem stjerner:

”Det her er Lydmor, præcis som du har set hende før. Bare bedre. Det er en næste-generations computerprocessor. Hurtigere, mere kølig og energieffektiv. Ultra organisk sæt leveret med musikalsk overlegenhed og overmenneskelig all-over-the-placeness. Sidst Rossander var til tramp, genfødte hun sit spillested. Denne gang har Rossander genfødt Lydmor,” hed konklusionen fra Bouttai. 

Ifølge pressemeddelelsen kommer Lydmors Space Tour turné til at være en sammenblanding af alt, hvad hun har at byde på:


”Fra pulserende beats, der gør det svært at sidde stille i teatersæderne, til tårevældende ballader om de hjerteskærende og autentiske historier, som kendetegner hendes alsidige musikalske univers,” lyder det i pressemeddelelsen.

Udover Det Kongelige Teater i København lægger Lydmor også vejen forbi Aarhus, Odense og Aalborg. Billetsalget til Lydmors koncerter er startet og kan findes her.

LYDMOR-INTERVIEW: Vreden og ømheden skal eksistere side om side


ANNONCE