Nyt urinal vil ændre på de alenlange toiletkøer, kvinder ofte må finde sig i på festivaler og til udendørsarrangmenter
Toiletforholdene for kvinder er alt for dårlige på danske festivaler og til udendørsarrangementer. Sådan lød kritikken i mediebilledet efter årets festivalsæson, hvor billeder af kvinder i alenlange toiletkøer florerede i de etablerede medier, såvel som på de sociale.
Og hvis du som kvinde har været på Roskilde Festival, til koncert i Parken eller været til et hvilket som helst andet udendørsarrangement har du nok oplevet det her: At stå i en lang kø til toiletterne, mens mænd er gået forbi for i stedet at benytte et pissoir med det samme.
Mens der til udendørsarrangementer længe har været toilet-alternativer til mænd, har der ikke eksisteret noget til kvinder. Før nu.
Arkitekterne Gina Périer og Alexander Christensen har nemlig udviklet en ny kvindelig urinal ved navn Lapee, som skal gøre toiletkøerne mindre, og ligestillingen bedre. I en pressemeddelelse lyder det, at det handler om at sikre, at alle deltageres behov bliver tilgodeset, og at kvinder ikke længere skal tage til takke med utilstrækkelige og utrygge toiletforhold.
Dybt frustrerende at kvinder må nøjes
Gina Périer, tidligere arkitektuddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, har personligt oplevet de ubehagelige konsekvenser af manglende hensyntagen til kvinders behov. Hun oplever ofte at mange undervurderer eller overser det pressede behov for kvindelige urinaler. Modstanden viser tydeligt gabet mellem opfattelser af behovet og den reelle hverdag, hvor kvinder og personer, der foretrækker at sidde ned, står over for urimelige barrierer, fortæller hun.
"Det er dybt frustrerende at observere, at kvinder stadigvæk må acceptere de ulemper og farer, der er forbundet med manglende toiletforhold ved festivaler og udendørsarrangementer," siger Périer. "Vi må tage et skridt i retning af ligestilling og sikre, at alle deltagere har adgang til trygge og hygiejniske løsninger."
Små ændringer kan have stor indflydelse på nye normer
De to arkitekter bag Lapee understreger at urinalet ikke blot repræsenterer et toiletsystem; det symboliserer et skift i måden, vi tænker på ligestilling, kvinders sundhed og iværksætteri.
"Dets innovative design og praktiske brugervenlighed gør det til en kraftfuld påmindelse om, at selv små ændringer kan have dyb indflydelse på samfundet som helhed,” lyder det.
Produktet har allerede modtaget international anerkendelse og er nu i brug i 16 lande. Festivaler og andre eventmagere er velkomne til at kontakte Lapee, hvis de også vil implementere urinaler til kvinder, understreger de to arkitekter bag.