Nyhed

Ikonisk protestsanger kommer til Danmark

Månedlang festival giver sceneplads til dem, som andre lande har forbudt

Københavnsk festival inviterer til månedlang fejring af verdenskulturer, kunst og ytringsfrihed, når Copenhagen World Music Festival løber af stablen. Gennem hele september kan man opleve en lang række af koncerter og debatter med medvirkende fra forskellige kulturer, som sammen sætter fokus på årets tema ”frihed”.

En af de mange kunstnere på festivalen, som har oplevet at få begrænset sin kunstneriske ytringsfrihed, er den egyptiske musiker Ramy Essam. Tilbage i 2011 blev rockmusikeren en ikonisk figur, da han under den egyptiske revolution begyndte at spille sin musik foran millioner af tilskuere på Cairos Tahrir-plads, som også er kendt som epicenteret for politiske demonstrationer. Ramy Essams musik blev forbudt i landet, og flere mennesker er sidenhen blevet fængslet på baggrund af mistanke om, at de har været i forbindelse med Ramy Essam.

I dag lever Ramy Essam i eksil, og han musik er forbudt i de egyptiske statsmedier. Publikum har derfor mulighed for at få en oplevelse ud over det sædvanlige, når den egyptiske protestsanger spiller d. 21. september i Studenterhuset i København, som en del af festivalsprogrammet.


Ramy Essam spiller efter en debat som modereres af en af verdens førende eksperter indenfor kunstnerisk ytringsfrihed Ole Reitov. Her har man mulighed for at blive klogere på forskellige aspekter af kunstnerisk ytringsfrihed, og de udfordringer samt begrænsninger man som udøvende kunstner kan blive konfronteret med i forskellige verdenshjørner. Ud over en efterfølgende koncert med egyptiske Ramy Essam kan man også opleve den dansk egyptiske musiker Fatma Zidan, som fusionerer vestlige og mellemøstlige musiktraditioner.

Læs mere om festivalen og de enkelte arrangementer her.

LÆS OGSÅ: SAMFUND: Den iranske kvinderevolution hyldes i månedlang kulturfejring


ANNONCE