Nyhed

Spotify tillader AI-skabt musik på streamingplatformen

I et sjældent interview fortæller stifter og CEO for Spotify endelig om streamingplatformens håndtering af kunstig intelligens

Kunstig intelligens får lige nu mange branchers læber til at bævre, og musikindustrien er her ikke undtaget. GAFFA har tidligere skrevet en række artikler om emnet med ekspert- og branchepersonligheder, som både ser optimistisk og bekymrende på den teknologiske udvikling.

En anden trussel mod skabende kunstnere er streamingtjenesterne, som nu også fungerer som udstillingsvindue til AI-skabt musik. Det så man tidligere i år, da sangen ”Heart on My Sleeve” gik viralt. Sangen kunne streames på Spotify, og var et samarbejde mellem Drake og The Weekend – det vidste de to superartister bare ikke selv. I virkeligheden var det nemlig brugeren Ghostwriter, der stod bag sangen, og som gennem kunstig intelligens havde skabt stemmer, der lød så meget som Drake og The Weekend, at de fleste lyttere ikke kunne høre forskel. Det anonyme hold eller enkeltpersonen bag Ghostwriter forsøgte endda at få sangen nomineret til en Grammy Award i kategorierne ”Best Rap Song” og ”Song of the Year”.  Anmodningen blev dog afvist, da vokalerne i sangen ikke var juridisk godkendt af hverken pladeselskaberne eller Drake og The Weekend selv.

Spotify fjernede ”Heart of My Sleeve” fra platformen i slutningen af april, men hvordan vil verdens største musikstreamingtjeneste håndtere AI-skabt musik i fremtiden?

I et sjældent interview til britiske BBC siger CEO for Spotify, Daniel Ek, at streaminggiganten ikke automatisk vil fjerne AI-skabt musik fra platformen. Daniel Ek uddyber til BBC, at man gerne må bruge teknologien i sange – man må bare ikke efterligne eller genskabe andre artister uden samtykke.


Daniel Ek fortæller desuden, at AI-teknologi i musikbranchen kommer til at blive debatteret i ”mange, mange år”, og at han ser forskellige niveauer af kunstig intelligens i musikskabelsen lige nu.  

AI-værktøjer som auto-tune er acceptable, ifølge CEO for Spotify Daniel Ek, mens værktøjer som imiterer eller efterligner andre artister, ikke er acceptable. Sværere er grænseområdet, hvor AI-skabt musik er tydeligt inspireret af en anden artist, men ikke direkte efterligner eller imiterer artisten. Daniel Ek mener, at ”det bliver vanskeligt” for musikindustrien at håndtere de udfordringer, som kunstig intelligens medfører.

Spotify bandlyser altså som udgangspunktet ikke sange, som er skabt af eller med kunstig intelligens. Streamingplatformen tillader dog ikke, at AI-modeller bruger platformens data til træning, som altså senere kan bruges til at skabe nye sange – såkaldt generativ AI.


Et juridisk ”det vilde vesten”
GAFFA har snakket med både eksperter, artister og aktører indenfor musikbranchen, og flere peger bekymringspilen i retningen mod politikerne på Christiansborg, da den manglende lovgivning lige nu er blandt de største problemer på området.

GAFFA har derfor igangsat en spørgerunde blandt folketingets kulturudvalgsmedlemmer, hvor spørgsmålene kredser sig om lovgivning indenfor netop kunstig intelligens i musikindustrien. Hver mandag kan du læse svarene fra et medlem i folketingets kulturudvalg. Læs det seneste svar i spørgerunden her.

 


LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Jeg er ikke imod AI, men jeg er imod de store techgiganter, der udnytter deres magt på bekostning af dem der skaber musikken

ANNONCE