Nyhed

Hanne Boel tager på trioturné - med nyt album i bagagen

Boel genfortolker eget bagkatalog og krydrer med håndplukkede covers ved tolv koncerter til efteråret

Tilbage i januar udgav Hanne Boel sit seneste album - betitlet Norwegian Recordings - og gav i den forbindelse en række koncerter i både Norge og Danmark. Nu har Boel og hendes faste, musikalske makkere Jacob Funh og Jens Runge, så annonceret ny turné.

I alt 12 byer får besøg af Boels trio - fra turnéstarten i den sydjyske landsby Vandel den 7/11 til finalen på Høloftet i Thyholm godt tre uger senere. Her vil man kunne se frem til at høre nogle af sangene fra det aktuelle album, hvor Boel har valgt at genindspille en stribe sange fra sit bagkatalog - og føje nogle håndplukkede covers til.

”Sangene på albummet har stort set valgt sig selv. Det er sange fra før og fra nu og fra andre artister - fuldstændig som vores live-repertoire altid er bygget op. Vi har valgt de ti sange, vi har forløst bedst i den periode. Derfor er der genhør med en sang som 'Light In Your Heart' som er helt tilbage fra 1990 og såmænd også med 'Between Dark and Daylight' der 'kun' er tre år gammel," fortæller Boel i en pressemeddelelse og tilføjer:


"Og så er der nye sange, jeg aldrig før har indspillet, og centralt står vores egen fortolkning af én af mine yndlingssange 'Killing Me Softly With His Song,' der oprindeligt blev udgivet i 1973 af sangerinden Roberta Flack og siden gjort kendt for en ny generation af The Fugees med Lauryn Hill i 1996”.

I 2021 udgav Hanne Boel albummet Kopi. Udover at være hendes første album på dansk, indeholdt albummet også en række fortolkninger af nyere danske kunstnere – herunder Carl Emil Petersen og The Minds of 99.

Turnéplan
To. 7/11 – Vandel, Vandel Musik- og Kulturforening
Fr. 8/11 – Aarhus, Sct. Pauls Kirke
Lø. 9/11 – København, Christians Kirke
Sø. 10/11 – Odense, Ansgars Kirke
On. 13/11 – Herning, Herning Kirke
To. 14/11 – Ringkøbing, Generator
Fr. 15/11 – Skagen, Kappelborg
Lø. 16/11 – Rudkøbing, Ørstedspavillonen
To. 21/11 – Holbæk, Rotationen
Lø. 23/11 – Haderslev, Månen
To. 28/11 – Viborg, Paletten
Fr. 29/11 – Thyholm, Høloftet


VIDEO: Hanne Boel fortolker The Minds of 99 – i funky Grace Jones-stil

ANNONCE