Det er særligt nye aftaler på onlineområdet, som skubber til milliardomsætningen
I går løftede musikrettighedsorganisationen Koda sløret for deres top 10-liste med de mest indtjenende sange i ind- og udland i 2023 med mindst ét Koda-medlem på krediteringslisten. Her kunne man læse, at hitmagerne Tobias Rahim og Andreas Odbjerg dominerer den danske hitliste, mens Aquas "Barbie Girl" fra 1997 ligger på førstepladsen på den udenlandske liste, hvis genfødsel kan tilskrives Hollywood-Barbie-bølgen.
I dag offentliggør Koda deres årsberetning og -regnskab, som viser, at organisationen omsatte for 1,2 milliarder kroner i 2023, hvilket svarer til en vækst på ni procent sammenlignet med året før. Koda skriver i en pressemeddelelse, at 1,1 milliarder vil blive fordelt blandt rettighedshavere såsom komponister, sangskrivere og musikforlag i ind- og udland.
Kodas direktør, Gorm Arildsen, fremhæver aftaler på onlineområdet som én af vækstfaktorerne. Her skyldes fremgangen især en vækst i indtægter fra platforme, som uddyber streaming af film, tv og serier. Konkret melder Kodas årsberetning en vækst i onlineområdet på 26 procent fra 351 millioner kroner i 2022 til 442 millioner kroner i 2023.
"Årets resultat vidner om, at vores strategi om at sikre vækst gennem blandt andet en styrkelse af vores internationale musiklicensering på onlineområdet samt at indgå bæredygtige aftaler med tjenester, der udbyder musik, har båret frugt. I Koda kan vi nemlig ikke styre hvilke musiknumre, der bliver spillet og får succes, men vi kan arbejde hårdt for at opfylde vores ambition om at blive verdensmestre i at sikre vores medlemmer en korrekt og rimelig betaling, når deres musik bliver brugt på alverdens platforme,” udtaler Kodas direktør, Gorm Arildsen, som samtidig understreger, at musikrettighedsorganisationen kigger ind i en tid med udfordringer for branchen, som kræver, at man ikke hviler på laurbærrene.
"Vi kan godt tillade os at stoppe op for en stund og på vores medlemmers vegne være stolte over vores resultater i 2023. Men vi må ikke dvæle ved dem. 2024 er allerede i fuld gang, og mange udfordringer truer markedet. Vi står over for tech-giganter, men desværre også lokale aktører, som har helt andre forventninger til værdisætningen af musik og kulturelt indhold end os. Samtidig udfordrer kunstig intelligens’ indtog på musikmarkedet de fundamentale principper i ophavsretten, og hvis ikke vi gennem velovervejet regulering tager kontrollen over den nye teknologi, risikerer vi, at kunsterne og kulturen tjener teknologien og ikke omvendt. Det vil gøre musikskaberne fattigere økonomisk, og samtidig os alle sammen fattigere kulturelt,” udtaler Kodas direktør, Gorm Arildsen.
Læs selv årsberetningen her.
LÆS OGSÅ: Disse sange indkasserede flest Koda-penge i 2023