Nyhed

SUSET 2024: Ny Esbjerg-festival klar med flere navne

Tessa og Malte Ebert er blandt seneste tilføjelser til den nystartede jyske festival

Tilbage i januar forlød det, at en ny, dansk provinsfestival var født. Suset Festival finder sted for første gang nogensinde den 16.-17. august på havnen i Esbjerg og der bliver tale om "en festival med store ambitioner og høj kvalitet," har festivalens direktør Tobias Kippenberger udtalt.

De første navne til festivalens program blev afsløret i forbindelse med lanceringen i januar, og talte blandt andet Nik & Jay, Medina og D-A-D. Nu har arrangørerne så afsløret yderligere fire navne til sommerens program.

Det drejer sig om Tessa, Magtens Korridorer, Malte Ebert og den lokale helt Sebastian Wolff, kendt fra bandet Kellermensch og som tidligere booker på det skandaleramte spillested Tobakken.


"Vi arbejder på højtryk for at skabe et program, der taler til alle esbjergenseres musikhjerter, og med denne håndfuld navne, inviterer vi endnu flere med ud på dansegulvet, til både rockdrøn, popbaskere og tunge beats", udtaler Tobias Kippenberger i en pressemeddelelse. 

Partoutbilletter til festivalen koster 1250 kroner plus gebyr - eller 940 kroner plus gebyr, hvis du er under 25 år. De 6-12-årige kan sikre sig en billet for 430 kroner plus gebyr, mens de 0-5-årige slipper med en halvtredser - plus gebyr altså.

Festivalen afvikles som et samarbejde mellem Live Nation og Esbjerg Kommune.


Har vi brug for flere store festivaler? Eksperter ser bekymrende udvikling i livebranchen

ANNONCE