Nyhed

Fra popstjerne til politisk figur: Med ét var Charli XCX en del af den amerikanske valgkamp

Den britiske sanger forklarede, at hendes opslag om Kamala Harris var ment som let underholdning, men det blev hurtigt til meget mere

Amerikansk politik er nærmest allestedsværende for tiden. Selv musikbranchen mærker presset, hvor flere kendte musikere tager afstand fra at blive associeret med politiske agendaer. Gentagne kontroverser om brugen af musik i særligt Trumps kampagner har sat gang i debatten om kunstneres rettigheder og politiske forbindelser.

Midt i den ophedede debat, har Charli XCX nu også åbnet op om den uventede politiske opmærksomhed, som hendes opslag på X har skabt, hvor hun erklærede "Kamala IS Brat." I et interview med New York Magazine forklarer den 32-årige musiker, at opslaget var ment som en letfærdig hyldest til Kamala Harris' karakter og ikke som en politisk tilkendegivelse.

Opslaget blev delt kort efter, at Kamala Harris annoncerede sin nominering som demokraternes præsidentkandidat. Charli XCX forklarede, at hendes kommentar på X, som refererer til hendes nyeste album Brat, var en måde at fejre Harris' "messy" og uafhængige stil, som også afspejles i sangerens egen æstetik og musik, ifølge NME. Brat er et album, GAFFA beskriver som "en hæsblæsende nådesløs kulmination på XCX’s karriere" og som kendetegnes ved en ubekymret, og til tider kaotisk, tilgang til livet og kunsten.

I interviewet understreger XCX, at hun ønskede at sende en positiv og letfærdig besked, snarere end en politisk erklæring: ”Jeg er ikke nogen politisk kunstner som Bob Dylan, og jeg har aldrig forsøgt at være det. Min musik er ikke politisk,” tilføjer hun og forklarer, at hun aldrig havde forudset, at hendes opslag ville blive en del af en større politisk diskussion, som Billboard gengiver det.


Politisk aktivisme i musikbranchen
På den måde adskiller den britiske Brat-sanger sig fra flere af sine kollegaer, der aktivt bruger deres platforme til politiske formål. For eksempel har Beyoncé ofte integreret politiske og sociale budskaber i sin musik, såsom på hendes kritikerroste album Lemonade. Her gav en begejstret GAFFA-anmelder fem ud af seks stjerner til Queen B og beskrev sangenes symbolik som en retning af "kvinders rettigheder, undertrykkelse og racisme."

Taylor Swift har også engageret sig i politiske debatter, især i 2018, hvor hendes offentlige støtte til demokratiske kandidater blev betragtet som en væsentlig faktor i midtvejsvalgene. Forinden havde sangeren ellers været tavs, når det kom til hendes politiske holdninger, som DR beskrev det. Men med et opslag på sin Instagram meldte hun pludselig kulør: ”Jeg har været tilbageholdende med at lufte mine politiske holdninger, men på grund af flere begivenheder i mit liv og i verden de sidste to år, føler jeg meget anderledes omkring det nu.”

I årene efter dette opslag begyndte mere af Swifts musik at have politiske undertoner og budskaber. Blandt andet blev sangen “Only the Young” et symbol på Taylor Swift-effekten, som skulle få flere unge amerikanere til at registrere sig som vælgere ved det amerikanske præsidentvalg. Derudover udgav hun også albummet Fearless (Taylor’s version). Ligesom ved Beyoncés tilfælde, krediterede GAFFA albummet med fem ud af seks stjerner og beskrev albummet som: ”historien om, hvordan en kvinde nægter at lade sig tryne og tabe til uretfærdighed.”

Charli XCX adskiller sig derfor ved at holde sit kunstneriske udtryk adskilt fra politiske udtalelser. Hun understreger dog ifølge NME, at demokratiske værdier og kvinders rettigheder er personligt vigtige for hende, men at politik ikke er en integreret del af hendes kunstneriske arbejde.


LÆS OGSÅ: CHARLI XCX TEASER NY MUSIK: "Det sidste før Brat Summer bliver til efterår"

ANNONCE