Danske Sylfide er aktuel med en ny single, hvor hun sætter spot på folketraditioner fra Fanø i nutidens spejlrefleksion
- Jeg elsker at nørde i folketraditioner, og på Fanø har de været gode til at holde traditionerne i live, siger Helene Tungelund til GAFFA med en begejstring i stemmen.
Som musiker arbejder Helene Tungelund under kunstnernavnet Sylfide og modtog sidste år Helge Arildsøs Mindepris ved DMA i Roots, der gives til en sangskriver, der udfordrer rammerne for folkemusik med sine sangtekster. I dag er hun aktuel med singlen "Mit Brudestykke", der sender et kærligt nik til folketraditioner på Fanø samtidig med, at hun spejler sig i nutidens samfundsdebatter.
- Et brudestykke er melodien, der danses til under bryllupsritualet fra Sønderho på Fanø. Brudestykket består af tre danse, hvor man mellem hver dans skal drikke en sur, sød og bitter drik, som repræsenterer de forskellige faser i et ægteskab. Op til brylluppet er der også en del traditioner, hvor den kommende brud skal have den traditionelle folkedragt på, og hvor kvinder på tværs af generationer mødes og gør bruden klar. Ceremonien tager flere timer, og den rituelle overgang til at blive kvinde, synes jeg var spændende, fortæller Helene Tungelund, som genskaber ceremonien i musikvideoen til "Mit Brudestykke", hvor man ser den unge kvinde i en traditionel Fanø-dragt med brudekrone på hovedet og tårer i øjnene, mens lyrikken blandt andet lyder:
"Engang fyldte han alle / Alle mine tanker / fyldte op alle de tanker / Der var blevet tænkt for mig / En nat med ham blev min tusindsårsskam (…) Han tog mens jeg sov / Han tog uden at få lov / Men nu er jeg vågnet op".
- Jeg kan huske, jeg engang hørte en folkesang om en kvinde, som fik et barn med sin far, søn og præsten, og det var virkelig en forfærdelig historie, men sang handlede mere om, hvordan kvinden kunne få syndsforladelse, hvilket jeg syntes var helt skørt. Måden vi ser på kvindens krop og seksualitet på er jo en arv, vi har med os. I dag er der heldigvis kommet fokus på, at det ikke er kvindens skyld, hvis hun bliver udsat for et overgreb, men alligevel oplever mange kvinder stadig en form for skam, siger Helene Tungelund og tilføjer:
- Den nye samtykkelov er heldigvis med til at sætte juridiske ord på personlige grænser, og "Mit Brudestykke" handler netop om, de dynamikker der kan være inde i en selv. Med samtykkeloven har man endelig fået et ordforråd for, hvad der er okay, og hvad der ikke er okay. Jeg tror, der er mange kvinder på min alder, der er vågnet op til en ny virkelighed efter debatter, som metoo-bølgen og samtykkeloven, hvor det pludselig går op for en, at verden måske ikke er, som man troede den var. Hvor man tager på en rejse inde i sig selv og opdager, hvor mange ting der er indlejret i en fra vores arv med traditioner og kultur. Jeg elsker virkelig kulturarv, men der er også dele, som ikke skal viderebringes i dag.
Helene Tungelund har allieret sig med lokale kulturarvseksperter på Fanø for at sikre sig, at hendes fortolkning af traditionerne er så korrekte som muligt. I musikvideoen kan man blandt andet se Fanø-boren, som er et pandebånd med blomster, der sættes udenpå fletningerne og syes ind i håret, og i nakken kan man se et lille spejl, som skulle holde onde ånder væk.
- Jeg har haft mange samtaler med en kulturarvskonsulent på Fanø, da jeg gerne vil vise traditionerne den allerstørste respekt, selvom der er nogle ting fra historien, som man ser anderledes på i dag, afslutter Helene Tungelund.
Se selv musikvideoen til "Mit Brudestykke" herunder.
LÆS OGSÅ: Morgensangens comeback: Kulturministeren og Phillip Faber i front for nyt initiativ