En lang række danske film-, musik- og tv-producenter og organisationer anklager YouSee for at bruge rettighedsbeskyttet indhold uden at betale for det. Nu indgår partner en midlertidig aftale
YouSee og rettighedsorganisationerne Copydan Verdens TV, UBOD og Koda har den 29. november indgået en midlertidig aftale om forholdene under sagsbehandlingen af deres igangværende konflikt. Det skriver partnerne i en fælles pressemeddelelse.
Nuuday, som er selvskabet bag YouSee, ville tidligere i år sænke rettighedspriserne for indhold på deres platform såsom film, musik og tv med 70 procent, hvilket rettighedsorganisationerne Copydan Verdens TV, UBOD og Koda ikke ville indgå en aftale om. Rettighedsorganisationerne blev herefter stævnet af Nuuday i slutningen af marts, og Nuuday opsagde aftalerne med rettighedsorganisationerne i april. Indtil nu har man dog fortsat kunne afspille rettighedsbeskyttet musik, film og serier som kunde hos YouSee, og rettighedshaverne har ikke fået betaling for deres indhold i løbet af konflikten, da aftalen mellem parterne har været opsagt.
Nu er der dog indgået en midlertidig aftale, mens sagsbehandlingen stadig er i gang. "Aftalerne indebærer, at betalingerne fra YouSee i det væsentlige kan fordeles til de individuelle rettighedshavere uden risiko for krav om senere tilbagebetaling", ifølge en pressemeddelelse.
Jørgen Ramskov, talsperson for rettighedshaverne og forperson for Copydan Verdens TV, udtaler således om den midlertidige aftale:
”Rettighedshaverne ønsker at få fastsat tariffer og vilkår af de kompetente juridiske organer. Mens dette sker, er det helt afgørende for os, at brugen af rettighederne sker under ordnede forhold, og at rettighedshaverne får en betaling for brugen af deres indhold. Det er nu lykkedes med disse aftaler, hvor vi så at sige er blevet enige om at være uenige på en måde, der tilgodeser alle parter.”
Christian Morgan, CEO for YouSee, siger, at aftalen skal være med til at skabe ro, mens sagsbehandlingen er i gang:
“Vi har fundet en løsning, som alle kan se sig selv i. Det har været vigtigt for alle involverede. Vi er fortsat uenige om de grundlæggende forhold, men vi har med disse midlertidige aftaler skabt tid og ro til, at den rette instans kan hjælpe os med at løse vores tvist”.
Konflikten har fået en lang række kunstneriske organisationer, virksomheder og fagforeninger til at boykotte YouSee, og i forbindelse med boykottet kaldte forperson for Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg, Nuudays/YouSees forhandlingsmetode for "uacceptabel":
"YouSee gør det her, for at presse alle rettighedshaverne, og dermed også vores medlemmer til at indgå en aftale med mere end 70 procent lavere betaling. De gør de ved slet og ret ikke at betale dem, for arbejde de allerede har udført. Det er en fuldstændig uacceptabel måde at forhandle på. Det vil hverken vi eller vores medlemmer finde os i," sagde Thomas Sandberg i en pressemeddelelse.
Nuuday argumenterede dengang for, at rettighedspriserne ikke er i balance med, hvad deres kunder skal betale for eksempelvis en tv-pakke.
"Nuuday mener entydigt, at der skal være en fair betaling for rettigheder til danske kunstnere, og gennem årene har Nuuday kanaliseret milliarder af kroner til danske rettighedshavere. Nuuday mener også, at danske forbrugere skal betale en fair pris for brug af rettigheder, hvilket vi ikke mener et tilfældet i dag. Ifølge undersøgelser fra forskellige konsulenthuse er den gennemsnitlige ophavsretsbetaling i Danmark 5-7 gange højere end i de lande, vi normalt sammenligner os med. I løbet af de seneste ti år er kundebasen og tv-seningen faldet betydeligt, mens vores betalinger til Copydan (rettighedsorganisation for film og tv, som udsteder fakturaer for egne og andre rettighedsorganisationers vegne, red.) i samme periode er fordoblet. Vores retssag har til formål at sikre, at der opnås en sund og ansvarlig balance".
LÆS OGSÅ: VILD UDVIKLING: Virksomhed bag YouSee sender en kvart milliard til rettighedsorganisation