Nyhed

GRAMMY AWARDS 2024: Taylor Swift havde en stor overraskelse med ved nattens prisuddeling

Superstjernen høstede sin 13. Grammy-pris og breakede stor nyhed i sin takketale

Med sin store The Eras-turné, ledsagende biograffilm og den ene rekord efter den anden, må de seneste par år i høj grad siges at have stået i Taylor Swifts tegn. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at hun løb med - endnu - to Grammy Awards ved årets prisfest i Los Angeles, som fandt sted natten til mandag dansk tid.

Swift og hendes album, Midnights, modtog priserne for Album of the Year og Best Pop Vocal Album.

Med hovedprisen Album of the Year slår Swift en rekord, da hun er den første, der har modtaget prisen i denne kategori hele fire gange. Hun har tidligere fået den for Folklore (2021), 1989 (2016) og Fearless (2010) og slår dermed Frank Sinatra, Paul Simon og Stevie Wonder.


Prisen for Best Pop Vocal Album blev "overrakt" af U2-forsangeren Bono, som var med på storskærm fra Las Vegas.

Swift selv kom til gengæld med en stor nyhed i sin takketale. Hun afslørede nemlig, at hendes kommende album udkommer 19. april og har fået titlen The Tortured Poets Department.

Omtrent samtidig med afsløringen fra scenen i Los Angeles delte Swift et opslag på sin X-konto med, hvad der ligner coveret til det nye album og en håndskrevet seddel med et digt eller uddrag af en sangtekst.


"And so I enter into evidence / My tarnished coat of arms / My muses, acquired like bruises / My talismans and charms / The tick, tick, tick of love bombs / My veins of pitch black ink / All’s fair in love and poetry / Sincerely, The Chairman of the Tortured Poets Department," lyder notitsen i sin helhed.

Det er anden gang, Swift løber med Grammyen for Best Pop Vocal Album. Første gang var i 2016, hvor hun modtog prisen for sit album 1989. Det er heller ikke første gang, Swift benytter sin Grammy-takketale til at annoncere nyt album.

Udgivelsen af Midnights blev således afsløret i forbindelse med, at Swift vandt Video of the Year for “All Too Well (10 Minute Version) (Taylor’s Version)” ved Grammy-uddelingen i 2022. 


KOMMENTAR: Kvinderne dominerer musikbilledet med de såkaldte æraer – men måske bør vi spørge os selv, hvorfor de findes?

ANNONCE