Nyhed

I VENNERNES TEGN: Blæst annoncerer store koncerter og nyt album

Det populære band har debutalbum på trapperne og følger op med karrierens største headliner-koncerter til vinter

Medvinden vil tilsyneladende ingen ende tage for danske Blæst, som debuterede med ep'en Vindstille tilbage i 2020 og siden er blevet allemandseje med hittet "Juice," interview med GAFFA i 2022 og den ærefulde tjans som åbner af Roskilde Festivals Orange Scene sidste sommer.

Tidligere på måneden udgav Blæst den nye sang "Dine venner," og i dag er der så mere godt nyt fra kvartetten. I en pressemeddelelse fra bandet forlyder det, at de er klar til at udgive deres første fuldlængdealbum her i 2024 - og i forlængelse heraf vil give fire store koncerter i landets største byer i januar og februar '25.

Koncerterne finder sted på henholdsvis Royal Stage i Aalborg, Odeon i Odense, Aarhus Congress Center og KB Hallen i København, og billetter til mellem 300 og 395 koner plus gebyr sættes i salg den 29. februar klokken 10.00 via henholdsvis Live Nation og PDH.dk.


Vil man være helt sikker på at få billet, er det værd at notere sig, at der vil være presale 27. februar kl. 10.00 på livenation.dk, hvis man opretter en bruger (kun for Odeon, ACC og K.B. Hallen). Der vil være presale 28. februar kl. 10.00 for Live Nation nyhedsbrevsmodtagere for alle fire shows.

Og der kan godt blive rift om billetterne. Da Blæst i slutningen af august '23 annoncerede syv klubkoncerter i Københavnsområdet, blev de godt 3000 billetter således udsolgt på en uge. 

Det kommende album følger op på ep'en Stiv kuling, som udkom for snart halvandet år siden.


"Otte velproducerede elektropopnumre – fire singler plus fire nye numre – om alt og ingenting, men med udgangspunkt i ungdomslivets finurligheder, glæder, forelskelser og breakups. Og det relativt uskyldsrene udgangspunkt flugter overordentligt godt med forsanger Fernanda Rosas rene røst, der fungerer som et solidt pejlemærke igennem hele pladen," hed det i GAFFAs femstjernede anmeldelse i september '22.

BLÆST ÅBNER ORANGE: ”Vi har fået muligheden for at fylde nogle meget større sko, end vi kan, men vi har tænkt os at prøve”

ANNONCE