Nyhed

Kings of Leon annoncerer nyt album - hør første single her

Kings of Leon giver smagsprøve på deres første album i tre år

Det er tre år siden, Kings of Leon udgav deres forrige album When You See Yourself. Den 10. maj er bandet så klar med deres niende album. Det nye album kommer til at hedde Can We Please Have Fun – som alle gruppens øvrige album en titel med fem stavelser. Den første single fra pladen hedder ”Mustang”, og blev udgivet i torsdags. Hør singlen og se musikvideoen nederst i artiklen.

Albummet When You See Yourself fik en firestjernet anmeldelse af GAFFA. ”Markus Dravs’ klang er efterhånden ret genkendelig, og med ham har Kings of Leon fortsat bevægelsen hen i en mere MOR-retning,” skrev vores anmelder, og tilføjede:

”Bandets markante styrker og mere særegne klange skubbes i baggrunden til fordel for en mere ren og ukantet lyd. Det gør til gengæld dette ottende album fra Kings of Leon til en utrolig smooth og behagelig lytteoplevelse. For eksempel lyder “Golden Restless Age” med sit indtog af keys næsten i retning af The Killers – på den gode, men også, for Kings of Leon, lidt overraskende facon. Også trommespillet på åbneren “When You See Yourself, Are You Far Away” får én til at spidse ører.”


I forbindelse med udgivelsen af det nye album vil Kings of Leon holde koncert i Hyde Park i London. Efterfølgende vil de tage på turné i Nordamerika, mens der i skrivende stund desværre endnu ikke er noget der tyder på, at bandet stopper i eller omkring Danmark.

 


KINGS OF LEON-INTERVIEW: ”Du får lyst til at skrue op for guitaren og drukne støjen omkring dig”

ANNONCE