Nyhed

MUSIKSTREAMING: Dansk mand tiltalt for at have svindlet for mere end fire millioner kroner

Manden er blandt andet tiltalt for ulovligt at have manipuleret med streams på Spotify, Apple Music og Yousee Music

Det er en højest usædvanlig sag, der i dag skal for retten i Aarhus, hvor en 53-årig dansk mand står tiltalt for at have svindlet sig til 4.380.000 kroner i royalties fra streamingplatformene Spotify, Apple Music og Yousee Music. Der er tale om i alt 689 musikalske værker, som indgår i sagen. Manden er tiltalt for databedrageri af særlig grov beskaffenhed, hvor anklagemyndigheden mener, at den tiltalte ikke har afspillet værkerne, som når "en bruger har lyttet til musikken. Sangene menes i stedet at være blevet afspillet på uautoriseret vis" skriver DR.

Svindlen med musikstreaming fra Spotify, Apple Music og Yousee Music skal være foregået mellem 2013 og 2019 fra den tiltaltes egen virksomhed. Den 53-årige er derudover også sigtet for brud på ophavsretsloven, da anklagemyndigheden mener, at nogle af de i alt 689 musikalske værker er sange, som den tiltalte ikke ejer rettighederne til. Her mener anklagemyndigheden, at han har taget andre kunstneres musik, "hvis tempo og længde han har ændret og derefter lagt værkerne ud under sit eget navn".

Streaminggiganterne er bekendt med svindlen
Den tiltalte i sagen nægter sig skyldig, og det er ikke offentliggjort præcis, hvordan det menes, at den 53-årige har begået svindlen. Dog er streamingplatformene blevet særligt opmærksomme på svindel af lige netop denne karakter på det seneste. Spotify indfører eksempelvis nye regler på platformen i kampen mod blandt andet såkaldte "stream-farms". En stream-farm kan tage form på forskellig vis. Dog er det ene og alene med det formål, at man kunstigt øger antallet af streams på en sang således, at royaltyindtægterne bliver større. Det kan blandt andet være gennem mange forskellige servere eller enheder, som er sat til at afspille den samme sang igen og igen. Stream-farms kan også blive kontrolleret af kunstig intelligens.   


Derfor planlægger Spotify at indføre nye krav for, hvornår en sang er berettiget til at modtage royalties. En sang skal have minimum have opnået 1000 afspilninger indenfor et år,  og vigtigst i denne sammenhæng, så kommer Spotify også til at indføre en minimumsgrænse for, hvor mange antal unikke lyttere en sang skal opnå, således at eksempelvis en stream-farm ikke bare kan afspille den samme sang igen og igen, og efterfølgende modtage en stor portion royalties for det. Spotify afslører ikke præcis, hvor mange unikke lyttere en sang skal opnå for at blive royaltyberettiget, da de "gerne vil forhindre aktører med dårlige hensigter i at udnytte systemet". Det skriver streaming-giganten selv på deres hjemmeside

Et andet initativ, som Spotify planlægger af udrulle i løbet af årets første kvartal er, at platformen får mulighed for at uddele bøder til svindlere på platformen. Lige nu bliver et ulovligt track fjernet fra Spotify, og der følger umiddelbart ingen yderligere konsekvens. Det vil det nye initiativ nu ændre således, at Spotify kan uddele bøder til vedkommende, som uploader det ulovlige track eller bruger stream-farms. Derudover vil Spotify også uddele bøder til en eventuel distributør og pladeselskab, som måtte være involveret.

Sagen mod den 53-årige kommer til at strække sig over tre retsmøder, og den tiltaltes forsvarsadvokat Henrik Garliks forventer, at der falder dom den 27. februar. I en udtalelse til DR fortæller forsvarsadvokaten, at der er sandsynlighed for, at sagen kan ende i højesteretten, da der altså er tale om en helt særlig sag: 

"Lidt afhængig af resultatet, så er der mulighed for, at både min klient og anklagemyndigheden anker dommen til landsretten. Og jeg vil heller ikke afvise, at en sag som den her kunne nå til Højesteret" siger Henrik Garliks til DR.


LÆS OGSÅ: Spotify: Så mange artister kan blive ramt af nye regler

ANNONCE