Nyhed

VENTETIDEN ER FORBI: Pulp kommer til Danmark

Det er 26 år siden, det ikoniske britpop-band sidst stod på en dansk scene

Efter en succesfuld genforeningsturné hjemme i England annoncerede gendannede Pulp tilbage i efteråret en håndfuld festivalkoncerter i blandt andet Norge, Sverige og Spanien i sommeren '24. Det er første gang siden en kortvarig gendannelse i 2011, at der er mulighed for at opleve det store 90'er-band live.

Og i dag er der så særdeles godt nyt til fans af det begavede britpop-band, som stod bag et par af halvfemsernes hovedværker med Different Class (1995) og This is Hardcore (1998). Pulp har nemlig netop meldt deres ankomst til sommerens NorthSide-festival i Aarhus, hvor de er booket til at optræde torsdag den 6. juni.

Pulp har ikke optrådt i Danmark siden deres koncerter på Roskilde og Midtfyns Festival for snart 26 år siden. Frontfiguren Jarvis Cocker har dog givet koncerter i København i forbindelse med sine to soloplader Jarvis (2006) og Further Complications (2009) og gav et stort interview til GAFFA så sent som i 2020.


Med annonceringen af sommerkoncerten i Aarhus føjer Pulp sig til et stærkt NorthSide-lineup, som også byder på blandt andre Massive Attack, The Smile, Troye Sivan og Slowdive. 

Gåden om den mystiske Pulp-kvinde er løst

ANNONCE