Nyhed

55 ÅR NEDE AD LANDEVEJEN: Legendarisk amerikansk band kommer til Tønder

Tønder Festival har smidt en stor trumf blandt de seneste tilføjelser til sensommerens sønderjyske festival

I 2023 var det 50 år siden, western swing-bandet Asleep at the Wheel udgav deres debutalbum Comin' Right at Ya. Året efter inviterede Willie Nelson bandet til at flytte til Austin, Texas - de var nemlig så gode, at han gerne ville have dem til at være en del af scenen dér.

Resten er historie: I '76 var Asleep at the Wheel hovednavn i den blot anden udgave af den i dag ikoniske tv-special Austin City Limits, og i de følgende år turnerede bandet både med Nelson, Emmylou Harris - og har i øvrigt optrådt ved Austin City Limits ti gange siden deres debut i programmet for 49 år siden. 

Nu har denne deciderede institution indenfor amerikansk musik så annonceret en sjælden, europæisk turné - og minsandten, om den ikke også bringer dem forbi Tønder Festival til august.


Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor arrangørerne samtidig føjer navne som Sivert Høyem, Foy Vance og Brent Cobb til sensommerens program. 

Sidste år bragte GAFFA et maraton-interview med Bob Dylans mangeårige bassist Tony Garnier, som indledte karrieren i netop Asleep at the Wheel i 70'ere.

- Da jeg tog til audition hos Asleep at the Wheel i Californien tilbage i '74, fortalte jeg ingen, at jeg kun var 18 år – aldersgrænsen for at komme inde på barer i Californien var 21 år dengang, så det var en hindring, huskede Garnier ved den lejlighed og tilføjede:


- Vi var store Count Basie-fans i Asleep at the Wheel; jeg fik min første Grammy for vores coverversion af ”One o'Clock Jump”. Jeg har altid elsket Count Basie, hans bassist Walter Page og trommeslageren, Papa Jo Jones. I Asleep at the Wheel spillede vi western swing – men vores rytmesektion var dybt inspireret af Basies, fortalte Garnier og huskede mødet med western swing-kongen Bob Wills' gamle musikere i Austin, Texas, tilbage i 1976:

- Vores rytmesektion mindede ikke om for eksempel Bob Wills. Det var først for nylig, jeg fandt ud af at forskellen bestod i at vi spillede mere i 4/4, mens Bob Wills spillede 2/4. Bob Wills swingede også, men vi var mere inspireret af sort musik, blues, end hans band. Vi fik lov at opleve Bob Wills band, med Smokey Dacus på trommer. Dengang samledes hans oprindelige musikere kun en gang om året, men vi fik dem på programmet ved et af de første Austin City Limits-arrangementer, og så begyndte de at spille mere regelmæssigt igen, erindrede Garnier i '22.

Her er de første navne til Tønder Festival 2024


ANNONCE