Nyhed

Ifølge Esbjerg Kommune har der været vandtætte skotter i kulturkonsulents skiftende roller i Tobakken/Fabrikken-sagen

Oven på nyheden om, at Esbjerg-spillestedet Fabrikken bliver lagt i graven bliver kritik af Ronnie Hansen afvist af Esbjerg Kommune

I slutningen af sidste uge kunne vi her på GAFFA fortælle nyheden om, at holdet bag det fremtidige spillested Fabrikken (tidligere Tobakken) kaster håndklædet i ringen. Arbejdet med at få et nyt spillested til Esbjerg blev dermed lagt i graven.

Det skete ifølge formand for projektet, Peter Amstrup, fordi "usaglige beskyldninger, personlig tilsvining og falske oplysninger blev spredt med rund hånd i de sene nattetimer til politikere, tidligere arbejdsgivere, branchefolk og journalister," som Peter Amstrup beskrev det i en pressemeddelelse.

Disse beskyldninger og tilsvininger gik angiveligt særligt ud over kulturkonsulent Ronnie Hansen, som ifølge Peter Amstrup har modtaget adskillige beskyldninger og tilsvinende kommentarer på blandt andet de sociale medier.

"Ronnie Hansen har meddelt mig, at han ikke længere kan holde disse beskyldninger ud, da de også påvirker hans familie og muligheder for overhovedet at arbejde med musik i fremtiden. Derfor må han trække sig fra projektet. Og dermed må gruppen bag trække sig fra projektet, når den, der i mine øjne er projektets drivende kraft, trækker sig”, lød det.

"En håndfuld personer har gennem længere tid på de sociale medier mistænkeliggjort holdet bag Fabrikken og særligt Ronnie Hansen for andre motiver. Blandt andet at Ronnie Hansen lod Tobakken gå konkurs for, at han selv kunne komme til som direktør og for uredelig embedsførelse. En kritik, der ligeledes strækker sig til medarbejdere ved Esbjerg kommune. Udokumenteret og aldeles blottet for almindelig logik," sagde Peter Amstrup videre i pressemeddelelsen.

Peter Amstrup blev bedt om at indtræde som Tobakkens bestyrelsesformand af kommunen i marts 2023, da man frygtede, at det regionale spillested var på vej mod en konkurs, hvilket senere viste sig at være rigtigt. Her mødte han Ronnie Hansen, som var ansat som konsulent af Esbjerg Kommune for at rydde op i den økonomiske rodebutik. En person, som Peter Amstrup i pressemeddelelsen beskriver som en "drivende kraft, en visionær idemand, en person med en i Esbjerg, må jeg sige, usædvanlig viden om det at drive spillesteder".

Ronnie Hansen frikendes af kommunen
Til Kulturmonitor medgiver formanden for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lose (V), at man godt kunne have grebet hele processen anderledes an.

“Men jeg mener, at der har været vandtætte skotter i form af klart definerede opgaver,” lyder det fra formanden i gårsdagens Kulturmonitor.

Han forklarer til mediet, at der har været klart definerede opgaver, og at der er blevet taget de fornødne forbehold. Han understreger over for Kulturmonitor, at Ronnie Hansen straks blev trukket af Tobakken-sagen, da han over for kommunen gav udtryk for, at han godt kunne tænke sig at være med til at starte et nyt spillested i Tobakkens gamle lokaler.


Lækkede dokumenter afslører opsigtsvækkende forhold om tidligere Tobakken-leder

ANNONCE