"Ansøgningsprocessen er åben for enhver, som måtte være interesseret"
Det er ikke usædvanligt, at en musiker, af den ene eller anden grund, vælger at forlade et band. Når der er tale om et internationalt anerkendt orkester med flere årtier og flere deciderede kultklassikere på cv'et, er det imidlertid usædvanligt, at de vælger at gå ud med et offentligt stillingsopslag for at finde et nyt medlem.
Men det er ikke desto mindre, hvad The Smashing Pumpkins har valgt at gøre, her et par måneder efter afskeden med deres ene guitarist, Jeff Shroeder.
"Selvom det var en meget vanskelig beslutning, har jeg besluttet at forlade bandet for at skabe plads til at udforske en lidt anden vej," lød det tilbage i oktober i en officiel udmelding fra Shroeder, som havde været med i bandet siden midten af 00'erne.
Og nu har du altså - i al fald i teorien - mulighed for at overtage hans plads ved siden af Billy Corgan i bandet, som markerede sig stærkt på 1990'ernes alternative rockscene med album som Siamese Dream (1993) og Mellon Collie & The Infinite Sadness (1995).
"The Smashing Pumpkins leder efter en ekstra guitarist. Ansøgningsprocessen er åben for enhver, som måtte være interesseret. Ansøgere kan sende et cv og relevante bilag til [email protected]," hedder det i opslaget, som blev delt fredag og kan ses herunder.