Nyhed

NÅR DET ER SAGT: Nick Cave afslører sine tre yndlingsudtryk

På sjette år giver Cave eftertænksomme svar på alle slags spørgsmål i sin helt egen brevkasse

Brevkassen The Red Hand files startede som en del af Nick Caves sorgbearbejdning efter hans teenagesøn Arthurs død i 2015 og er siden gået hen og blevet en vigtig del af den i dag 66-årige australske rockstjernes alsidige virke. 

I et af de nyeste brevkassesvar - dateret december '23 - afslører den velformulerede rockpoet, hvilke tre sproglige udtryk, han er allermest glad for. Og kommer naturligvis med en lang og reflekteret forklaring på, hvorfor netop "når det er sagt" (having said that), "på den anden side" (on the other hand) og "ikke desto mindre" (however) er hans tre favorit-vendinger.

"Jeg kan lide alle tre udtryk, fordi de anerkender et synspunkt, men samtidig giver plads til et andet; de lægger op til et stabiliserende modargument," forklarer Cave og uddyber:


"Det er ellers noget, som ikke er særlig værdsat i vor tids kultur, det er upopulært på sociale medier, hvor den foretrukne valuta er demonstrativ, voldsom forargelse. 'Når det er sagt' er disse tendensers trælse fjende, som tager luften ud af polarisering, selvretfærdighed, intolerance og hybris," skriver Cave og tilføjer:

"Disse tre små ord giver overbevisningen dens sans for menneskelighed og forhindrer den i at hærdes til en stringens med skyklapper, som igen er tjent med. 'Når det er sagt' er forudsætningen for empati, det er evnen til at se og forstå den anden side, at vise, at vi besidder den nødvendige vilje til at rumme to modstridende idéer på samme tid."

Nick Cave besøgte senest Danmark i forsommeren '23, hvor han kunne opleves i samtale med forfatteren og vennen Seán O'Hagan under Heartland Festival på Fyn. Sommeren forinden åbnede han sin første turné i flere år med Nick Cave & The Bad Seeds i Aarhus.


Nick Cave giver dybfølt råd om kropspositivitet til 16-årig fan

ANNONCE