Nyhed

Politiet: "Vi har fået en håndfuld henvendelser med mistanke om drugging på Roskilde Festival"

Midt- og Vestsjællands Politi fortæller, at det har været et roligt år på Roskilde Festival

OPDATERET DEN 11. JULI KL. 13.20: Redaktionen har, efter artiklen blev udgivet, modtaget en udtalelse fra Roskilde Festival. Udtalelsen kan læses i bunden af artiklen.

Antallet af henvendelser til Giftlinjen fra bekymrede borgere som frygter, at de kan være blevet drugget, er generelt stigende. Konkret fik Giftlinjen 95 henvendelser i 2015, og i 2022 var det steget til 535. Tallene viser dog ikke, om danskerne blot er blevet mere opmærksomme på risikoen for drugging i nattelivet, eller om alle henvendelser rent faktisk drejer sig om en person, der er blevet udsat for drugging. Drugging dækker over en person, som ufrivilligt og uden dennes vidne får tilsat stoffer i sin drink eller mad. 

Copenhell oplevede hele 10 tilfælde, hvor der var mistanke om drugging sidste år, som alle fandt sted i festteltet Biergarten. Tallene kom dengang ikke fra politiet, men i stedet fra en Facebook-gruppe The Copenhell Family, hvor flere beskrev, hvordan de pludselig var blevet dårlige i festteltet, og hvor nogle måtte blive kørt til hospitalet. I år har Copenhell modtaget to henvendelser fra gæster, som har fået påvist via en test, at de har indtaget stof, uden de selv var klar over det. Festivalens booker og direktør, Jeppe Nissen, fortæller i en skriftlig kommentar til Kulturmonitor, at festivalen har skærpet indsatsen siden de mange tilfælde sidste år.


"Det er vi vildt kede af, for efter flere tilfælde sidste år har vi skærpet vores indsats mod problemet".

Vanskelige sager
Danmarks største festival Roskilde Festival er netop veloverstået, og GAFFA har derfor spurgt Midt- og Vestsjællands Politi, om de har modtaget nogle henvendelser om drugging i år på festivalen. 

- Vi har i hvert fald fået en håndfuld henvendelser, hvor der er mistanke om drugging. Det er tale om omkring fem-seks stykker. Det er ikke så galt. Det har faktisk været en ganske rolig Roskilde Festival i år. Vi har ikke haft pokkers meget at lave rent strafferetsligt, fortæller vicepolitiinspektør Kim Løvkvist og tilføjer:  

- Vi har jo fokus på det her felt, og har et fint samarbejde med samaritter, sygehus og retsmedicinerne og så videre, og vi har heldigvis ikke haft så mange sager i år.


Ifølge Kim Løvkvist er det nogle vanskelige sager at løfte for politiet, fordi der ofte ikke er mange beviser at gå efter.

- Det er nogle vanskelige sager for os at løfte rent strafferetsligt. Det er vanskeligt at finde beviser til så store fester, hvor folk indtager mange forskellige ting, og hvor man måske mister overblikket, og i nogle tilfælde måske selv påfører sig en alkoholforgiftning og får blackout, hvor man ikke ved, hvad der er sket. I andre tilfælde kan man have fået noget i sin drink, men det kan være svært at skelne mellem, hvad der rent faktisk er sket. Anmelderen kan nemlig ofte ikke selv huske det, og måske er der ikke nogen vidner. Så det er utroligt svært for os at finde en mistænkt. Især på en stor festival, hvor der er mange mennesker. 

Roskilde Festival tiltrækker hvert år omkring 130.000 gæster, og indtager derfor pladsen som landets fjerdestørste by, mens festivalen løber af stablen. Derfor er det ikke et stort antal henvendelser politiet har modtaget, mener Kim Løvkvist, taget festivalens størrelse i betragtning. Men da stofferne ikke kan spores i blodet særligt længe, er det vigtigt, at man henvender sig til politiet så hurtigt som muligt, hvis man mistænker, at nogen kan have forgiftet ens drink.


- Vi tager selvfølgelig sagerne alvorligt. Vi opretter en anmeldelse, tager nogle blodprøver og undersøger sagerne. Men man skal gerne henvende sig hurtigst muligt hos os, hvis der er en mistanke. Det er nogle flygtige stoffer, så man skal ikke gå med det alt for længe. Så bliver det endnu sværere for os. Så man skal gerne henvende sig til os inden for syv dage, afslutter vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi, Kim Løvkvist. 

I dag dømmes drugging som simpel eller grov vold. Graden afhænger af, hvilke stoffer der er blevet brugt, mængden og hvilke konsekvenser det medført for offeret. I marts 2023 fremsatte SF et forslag til Folketinget om at indføre en selvstændig bestemmelse om drugging i straffeloven. Forslaget endte dog med at blive forkastet, da 69 stemte imod mens 39 stemte for.

Giftlinjen skriver på deres hjemmeside, at hvis man har "mistanke om drugging, kan man ringe til Giftlinjen på 82 12 12 12 med henblik på risikovurdering om indlæggelse er nødvendig. Oplever man nedsat bevidsthed eller problemer med vejrtrækningen, skal man ringe 112 for hurtig hjælp". Giftlinjen anbefaler desuden, at man aldrig efterlader sin drink uden opsyn. 


Redaktionen har henvendt sig til Roskilde Festival for at høre, hvad de selv gør for at forebygge drugging og festivalen oplyser således i et skriftligt svar til redaktionen:

"Roskilde Festival er Danmarks 4. største by, og det der foregår i nattelivet i en by, foregår også på Roskilde Festival. Hvis vi skal forhindre drugging helt, er det en tendens, der skal ændres på samfundsplan. Det er ikke noget, vi som festival kan ændre alene. Vi laver visitationer ved indgange og prøver i det hele taget at finde stoffer på festivalpladsen og især personer, der sælger stoffer. Det gør vi i samarbejde med politiet. Vi er også meget tydelige omkring vores holdning til indtag af euforiserende stoffer. Vi mener, at fællesskabet og musikken er rus nok i sig selv".

LÆS OGSÅ: ROSKILDE FESTIVAL: Aktivisme kommer til at fylde mere, men her går grænsen


ANNONCE