Nyhed

EFTER VOLDSVIDEO: Diddy anklages igen for overgreb

Det er den sjette større anklage mod rapperen i løbet af de seneste seks måneder

BEMÆRK: Denne artiklen omhandler seksuelle overgreb. Har du været udsat for voldtægt – eller er du i tvivl, om det er det, der er sket? Du kan ringe anonymt døgnet rundt til Lev Uden Vold-hotlinen på tlf. 1888.

I sidste uge gik en voldsom video viralt, hvor man ser rapperen Sean “Diddy” Combs overfalde sin ekskæreste, r&b-sanger Casandra Elizabeth “Cassie” Ventura. Billederne fra 2016 stammer fra et overvågningskamera fra et hotel i Los Angeles, og videoen blev lækket af CNN. Videoen bekræfter hermed nogle af de anklager, som Cassie rettede mod Diddy i retssagen i 2023, som dengang endte med et forlig. Cassie anklagede blandt andet Diddy for vold og seksuelle overgreb.

LÆS OGSÅ: EFTER VOLDTÆGTSANKLAGER: Kendt rappers hjem ransaget af politiet


I en video på Instagram undskylder Diddy for voldsepisoden. 

"Min opførsel i den video er utilgivelig. Jeg tager fuldt ansvar for mine handlinger i den video".

Nu anklages Diddy igen for andre overgreb - den sjette større anklage på seks måneder. Denne gang bliver rapperen sagsøgt af den tidligere model Crystal McKinney, som anklager ham for at have tvunget hende til at udføre oralsex i sit New York-studie i 2003. Derudover anklager Crystal McKinney den kontroversielle rapper for at have presset hende til at indtage alkohol og cannabis. De seksuelle overgreb skulle være påbegyndt efterfølgende. Ifølge McKinney mistede hun bevidstheden på et tidspunkt i løbet af aftenen. Det skriver Pitchfork.

Da Diddy blev sagsøgt af sin ekskæreste Casandra Elizabeth “Cassie” Ventura i 2023, blev anklagen indgivet under det juridiske New York-initiativ Adult Survivors Act, som i en tidsbegrænset periode har givet ofre for overgreb mulighed for at indberette sager, som normalt ville have overskredet den gældende tidsfrist for anmeldelser af overgreb. I alt har over 2500 sager været forbi domstolen med en direkte forbindelse til "Adult Survivors Act" i løbet af et år. Det har blandt andet ført til anklager mod prominente personer såsom Donald Trump, Russell Brand og Axl Rose. Det midlertidige initiativ udløb den 24. november - dagen efter Thanksgiving.


Den nye anklage fra Crystal McKinney er indgivet under et lignende New York-initiativ: Victims of Gender-Motivated Violence Protection Act, som giver ofre for kønsmotiverede overgreb mulighed for at anmelde overgrebet inden for en toårig periode - uanset hvornår overgrebet fandt sted. Vinduet er åbent fra den 1. marts 2023 og lukker igen den 1. marts 2025. 

LÆS OGSÅ: Gaslightede TopGunn lige sine egne følgere?

 


 

 

ANNONCE