Nyhed

Eric Clapton fik en helt særlig gæst på scenen

Legenden havde et es i ærmet mod slutningen af sin koncert i London torsdag aften

For knap to år siden kunne Eric Clapton opleves live i Royal Arena - i øvrigt hans første koncert herhjemme i en årrække. I skrivende stund er han atter på tur: I denne uge giver han fire koncerter i Royal Albert Hall i London, hvorefter han fortsætter til Frankrig, Italien og - til efteråret - Sydamerika.

Da han spillede i London i aftes, havde han en lille overraskelse i ærmet til de fremmødte fans. Efter et hovedsæt, der bød på obligatoriske klassikere som "Badge," "Tears in Heaven," "Key To the Highway" og "Cocaine,” inviterede den 79-årige hovedperson nemlig Dhani Harrison - søn af den afdøde Beatles-legende George Harrison - på scenen til et særligt ekstranummer.

Med Clapton i den vokale front fremførte de sammen George Harrisons 1973-hit "Give Me Love (Give Me Peace on Earth)". George Harrison døde af cancer som 58-årige i 2001. Året efter hans død blev der afholdt en storstilet mindekoncert i netop Royal Albert Hall, hvor Eric Clapton fremførte adskillige af Harrisons sange.


 

Hengemte godter: Da intense Clapton fandt sit blå sprog

ANNONCE