Efter debutalbum er Ussel klar på turné
I fredags udkom Ussels nye single ”Die For Me”. Han har for nyligt også løftet sløret for sin nye ep Jeg vil ikke vide at du findes, som udkommer i år, der er dog endnu ikke en bestemt dato for udgivelsen. I dag annoncerer Ussel så, at han tager på en Danmarksturné.
Ussel lystrer det borgerlige navn Emil Mercedes Baadsgaard. I 2020 begyndte han at udgive musik under navnet Ussel. Hans første single hed ”Bli nu her”. Efter nogle singleudgivelser vandt han i 2022 DRs musikkonkurrence KarriereKanonen.
I 2023 udgav han sammen med Macus.wav singlen ”Berlin”, som er et cover af det danske band Nordstrøms sang fra 2006. Ligeledes sidste år udgav han sit debutalbum Engle og blaa maerker, som fik fire stjerner i GAFFA.
"Ussel lander ikke på listen over mine foretrukne sangskrivere, men han har en fremragende musikalitet. På Engle og blaa maerker formår Ussel i stadigt højere grad at bide fra sig og sætte noget på spil, og en balance mellem dét og de allerede stilsikre hits nærmer sig støt. Det er et album, der langt hen ad vejen er lykkes med det, som det synes at have sat sig for, men der er bestemt rum til at ville andet og endnu mere i fremtiden," lød det i anmeldelsen.
Turbussen starter i april, hvor han kommer forbi Vordingborg og Dronninglund, hvorefter den holder stille i et stykke tid. I oktober går turnéen rigtigt i gang og kommer blandt andet kommer de fire største byer i Danmark; København, Odense, Aarhus og Aalborg. Herudover er der i alt 11 stop i det danske efterårslandsskab.
Sidste gang, GAFFA hørt Ussel live, var til Grimfest sidste år. Her kvitterede GAFFAs anmelder med en seksstjernet anmeldelse.
”I dag er publikum mødt op til midnatsmesse i håb om at blive henført til det hudløse univers. Intet blev overladt til fantasien. Ussel diskede op med det hele og efterlod det lige der på Bonzaiscenens grusplads forklædt som et skuestykke, jeg sent vil glemme,” hed det blandt andet i anmeldelsen.
Varm op til turnéen med den nye single her:
Turnédatoer:
12. april, Stars, Vordingborg
20. april, Opuss, Dronninglund
17. oktober, Gimle, Roskilde
18. oktober, Mejeriet, Sønderborg
19. oktober, Skråen, Aalborg
25. oktober, Fermaten, Herning
26. oktober, Bygningen, Vejle
1. november, Harders, Svendborg
2. november, Platform k, Horsens
8. november, Train, Aarhus
9. november, Blackbox, Aabenraa
13. november, Store Vega, København
15. november, Paletten, Viborg
16. november, Posen, Odense
21. november, Badeanstalten, Slagelse
22. november, Godset, Kolding
23. november, Tapperiet, Køge