Vi fejrer en forsinket halloween med en videopremiere af den grumme slags
Kill Screen Music er klar med ny musik for første gang i 14 år. Singlen "Stay Forever" er den første single fra det kommende album ved navn Usthebrokenhouses og markerer dermed en helt ny begyndelse for det danske band. Singlen akkompagneres af et retro-inspireret sci-fi-eventyr instrueret af forsanger og prisvindende filminstruktør Jonas Stahl.
Videoen viser to astronauters færden i en grotte på en anden planet i søgen efter en vigtig krystal. Her møder de et enormt og uhyggeligt tentakelmonster, der lurer i mørket med sine lange arme. Ifølge pressemeddelelsen er videoen en hyldest til 80'ernes sci-fi-univers og forsøger at kombinere charmen fra vintage sci-fi med moderne effekter. Videoen er dog langt fra filmet på en anden planet, men derimod optaget i Mønsted Kalkgruber. En kalkstenshule, der, udover at bruges til opbevaring af en speciel ost fra Arla, også huser 4.800 flagermuse om vinteren.
Singlen udkommer i morgen den 15. november, men du kan allerede se musikvideoen her:
Bag Kill Screen Music står Johan Stahl og Anton Eger. Anton Eger er en svensk/norsk trommeslager, komponist og kreativ sjæl. Han har, ifølge pressemeddelelsen, "markeret sig som en eksplosiv og teknisk dygtig musiker med sin naturlige, flamboyante stil og intense showmanship." Dertil blev han kåret som årets jazzmusiker under DMA Jazz 2020.
Johan Stahl, vokal/guitar, er en erfaren instruktør, musiker og visuel kunstner, anerkendt for sin evne til at skabe film og internationale reklamer med en skarp æstetik og intense følelser, ifølge pressemeddelelsen. Han har arbejdet på en række prisbelønnede kampagner, dokumentarer, film og musikvideoer, og hans passion for 80’ernes popkultur og sci-fi-genren har givet liv til videoen til “Stay Forever,” hvor "hans kunstneriske vision fanger nostalgien på ambitiøs vis," lyder det i pressemeddelelsen.
Hotel Hunger fejrer 30-års jubilæum med eksklusive koncerter