Ragnarock-museet i Roskilde hylder tegner og forfatter Peder Bundgaard i en ny, eksklusiv særudstilling
Tegner og forfatter Peder Bundgaard er genstand for et hyldest-arrangement på rockmuseet Ragnarock - et museum i Roskilde for pop, rock og ungdomskultur. Udstillingen har titlen Farvel til en ener og afholdes onsdag den 23. oktober på museet.
Peder Bundgaard gik bort i august i en alder af 79 år efter længere tids sygdom. Selvom hans navn måske ikke ringer en klokke, så gør hans arbejde sandsynligvis. Det er nemlig Peder Bundgaard, der har illustreret de ikoniske albumcovers til Gasolin samt en lang række bogomslag for blandt andre Dan Turéll, Michael Strunge og Dennis Jürgensen. Hans illustrationer for Gasolin gjorde ham efterspurgt når, der udkom nye album i tiden efter. Derfor var han eksempelvis også manden bag Sods (senere kendt som Sort Sol) debutalbum Minutes to Go (1979).
Peder Bundgaard blev derudover optaget i Det Danske Rock Akademi sidste år. Han har også gjort sig bemærket som mangeårig fast tegner for Ekstra Bladet og den satiriske udgivelse Svikmøllen. Desuden var han også en af de 12 tegnere, der stod bag tegningerne, der portrætterede profeten Muhamed i Morgenavisen Jyllandsposten i 2005 og dermed uforvarende kom til at udløse den såkaldte "Muhamed-krise," hvor reaktionære muslimer i både Europa og Mellemøsten kastede sig ud i voldsomme demonstrationer mod Danmark og ytringsfriheden.
"Peder var en modig mand med en usædvanlig kreativ åre og et skarpt blik for tidsånden. Han fik stor betydning for professionaliseringen og udbredelsen af rock og populærmusik i Danmark", siger direktør for museumsorganisationen ROMU og rockmusset, Morten Thomsen Højsgaard, og tilføjer:
"Desuden satte han sig varige spor i bredere forstand i dansk kulturliv og i den offentlige samtale. Han vil blive savnet af mange i mange år frem over."
Morten Thomasen Højsgaard vil fungere som ordstyrer, når arrangementet løber af stablen onsdag den 23. oktober i tidsrummet 19-21. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding på billetto.