Nyhed

Koda om nedslående nyhed: "Hele branchen skal tage et ansvar"

Fem år er gået, og nye tal viser, at udviklingen for ligestilling i musikbranchen er stagneret

"Kun 10 procent af de penge, Koda udbetaler, havner i de kvindelige musikskaberes lommer". Sådan skriver musikrettighedsorganisationen i en pressemeddelelse, hvori de beskriver nyheden som "nedslående".

Koda sikrer betaling til musikskabere, hver gang et stykke musik bliver spillet i det offentlige rum, som også inkluderer film, tv, streaming med mere. Udviklingen med ligestilling har ikke ændret sig, selvom dette er den femte kønsstatistik Koda udgiver i træk. Det fortæller forperson i Koda, Loui Törnqvist, i en pressemeddelelse:

"Den store og nedslående nyhed er, at der i fem år ikke har været nogen generel positiv udvikling.”
 
Kvinder udgør 20 procent af Kodas medlemmer, og kvinders andel blandt de højest indtjenende er faldet siden 2020 og har dermed aldrig været lavere. Den skæve statistik afspejler sig også på Kodas fem forskellige top 10-lister, hvor der ingen kvinder er at finde overhovedet, hvilket er andet år i træk. Listerne dækker stream, udland, tv, koncert og radio, som er Kodas største udbetalingsområder. 

Ligestillingen på udbetalingsområderne er stagneret bortset fra radio, hvor kvinders andel er steget fra 11 procent i 2019 til 17 procent i 2023.

I juni 2024 udkom DR med dokumentaren Sexisme i Musikbranchen, hvor en række kvinder fortalte om deres oplevelser i musikbranchen, hvor sexisme, diskrimination, underkendelse af professionelle evner og anden grænseoverskridende adfærd prægede vidnesbyrdene. Data fra blandt andet KVINFO og aktører i musikbranchen bakkede kvindernes udtalelser op, og ifølge forperson i Koda, Loui Törnqvist, er der heller ingen tvivl om, hvorfor Kodas kønsstatistik ser ud, som den gør:  

"Vi ved, hvad årsagerne til uligheden er. Vi har hørt historierne. Foretaget analyserne. En mere lige kønsbalance kræver en indsats på mange niveauer, blandt andet et opgør med flere årtiers usund kultur og indgroede kulturelle vaner. Den slags går ikke væk af sig selv. Det er svært at ændre en hel struktur. Men jeg er sikker på, det godt kan lade sig gøre. Jeg synes faktisk, det er en forpligtelse".


Her peger Koda særligt på streamingtjenester, som nogle der kan være med til at løfte opgaven og sætte gang i en udvikling: 

"Vi kan se, hvor meget det gør en forskel, når DR arbejder systematisk og målrettet med at fremme ligestilling. Men der er lang vej igen, og vi mangler især, at de store musikstreamingtjenester også melder sig ind i kampen". 

Jagten på kønsbalancen
I løbet af de seneste år, er der dukket adskillige organisationer, foreninger og initiativer op i musikbranchen, som alle arbejder for at skabe mere lighed. Blandt andet artist-fokuserede forløb og organisationer som She Can Play, Suburban girlz, Track That, Aarhus Calling, Another Life, The Soulfuls, Women in Live Music og mange flere. Derudover har en lang række spillesteder, pladeselskaber og organisationer organiseret sig i Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling, hvor de forpligter sig til at leve op til et kodeks for lige adgang til musiklivet. Blandt de mere end 80 partnerskabsmedlemmer er også GAFFA og Koda. 

DR har invitereret en række nøglepersoner, virksomheder og brancheinstitutioner til et stormøde den 5. november under overskiften "Kvinder i Musikken 2024", hvor GAFFA også deltager. Følg med i udviklingen på gaffa.dk

læs også: NYE TAL: Næsten alle danskere streamer musik, men kun lidt over halvdelen betaler for det


ANNONCE