Nyhed

SINGLEANMELDELSE: Sort flyder ud i gråt, når tårerne triller i dybet

Vi anmelder The Cures første single i 16 år

16 års albumpause er gået, og bedst som man troede, at The Cure var blevet til et slags all-star band, der kun turnerede for at holde drømmen ved live, falder regnen igen fra den mørke måne. Men lever sangen op til forventningerne?

At nyt fra The Cure skulle få mig til at sidde, torsdag aften efter en lang, regnpiskende gråvejrsdag med tårer i øjnene, ville for 16 år siden have været en dårlig joke. Siden jeg blev hooked som 14-årig, begav jeg mig ind i mørkekamrene, hvor især Pornography og Faith (gruppens bedste album) ramte plet. Siden dengang har The Cure været en uadskillelig ting fra mit liv, hvor kun få andre bands og musikere har fået samme plads i mit hjerte som Robert Smith og de sortklædte tropper. Jeg fandt en resonans i sjælen, som kun de kan udfylde.

Derfor var det hårdt at gennemgå den tørke, der fulgte gruppens sidste egentlig gode album, Bloodflowers fra 2000. De to albums The Cure og 4:13 Dream fra henholdsvis 2004 og 2008 var gruppens svageste, og denne anmelder nærer især enormt afsky for førstnævnte plade, som var første gang, gruppen for alvor blev en parodi på deres virke. For første gang lød det, som om Robert Smith forsøgte at lave noget, der skulle lyde som The Cure, i stedet for bare at lyde som The Cure. Sangene var pinlige og teksterne tåkrummende. Jeg afskrev dem som endnu et band, der var endt i super-deluxe-årene og for stedse ville turnere med deres bagkatalog, til Smith blev ædt af edderkopper eller var fløjet til Bloksbjerg. 


Fast forward til 16 år senere, hvor denne anmelder sidder med Jason Coopers hamrende tommer, der giver genlyd af Pornography, mens Roger O’Donnells stringer-synth spiller kispus med Simon Gallups altid melodiske og karakteristiske bas. Det er, som om en monolit er landet i mit følelsesliv, der i forvejen hænger i laser, og pludselig er den der. Resonansen fra drengehjertet. Ekkoet af fravær. Den blege febermåne der skinner i spejlblanke øjne. Sandheden besunget af sortsindets konge – for er vi ikke alle sammen alene i sidste ende?

Det er lidt en joke, at det tog gruppen 50 år, før de skrev en sang, der hed “Alone”: Men nu er den her! Første sang – og åbneren – fra gruppens 14. album Songs of a Lost World. Snydepelse – som undertegnede – kendte godt lidt til sangen, da den åbnede samtlige koncerter på de sidste to års turné, som vist egentlig skulle have været promotion for et album, som har ladet vente på sig. Men uanset hvor mange gange jeg har hørt den – ja, sågar oplevet den live – så var jeg ikke forberedt på den gotiske monolit, som sangen er. 

Og jo, jo – Smiths tekster er stadig plaget af nogle floskler mellem himmellegeme-metaforer og en lidt for kliché-præget perversion omkring slutninger. En ting, manden har besunget siden Disintegration. Manden mistede den lyriske finesse, da han skrev karrierens sidste store poesi på Bloodflowers og tangerede det selvparodiske på 4:13 Dream, hvor man overvejede, om han forsøgte at genoplive sin ungdom via en nyfunden relevans.


Men de dansende, unge romantikere fra “Just Like Heaven” er blevet gamle på “Alone”, og den egentlige slutning – døden og alt hans væsen – synes at være lige om hjørnet for den mørke Pjerrot. Og derfor står “Alone” meget stærkt for sig selv. Jeg tror meget vel, at denne plade faktisk er gruppens sidste plade. Der er lagt i ovnen til en krydsning af gruppens hovedværker: Faith, Pornography og Disintegration, men set i perspektivet fra en mand, der ikke blot er voksen eller moden. Nej. Set i perspektiv fra en mand, der er blevet gammel.

Det hele er her: De udeblivende akkordforløb, de dundrende trommer, den chorus-mættede plekterbas, Solina-synth-strygerne og de fjerne, sukkende guitarstykker. Og den lange intro, der smyger sig med sørgelige tristesser, indtil Smiths vokal indfinder sig næsten fire minutter ind i forløbet. Og så blev resonansen for meget. Jeg gled ud af mit plagede voksensind og direkte ind på drengeværelset, hvor jeg sad med et cd-cover og forsøgte at forstå gloserne på “One Hundred Years”. Jeg stod foran mig selv om teenager og så det ranglede misfoster af en tynd hippieunge, der sad der og fandt ud af, hvordan man skulle kapere alt det mørke, alle de sår og al den sorg, som var i hans hjerte.

Her 23 år efter er al mørket her stadig. Og livet bliver ikke nemmere, mens tiden rinder ud. Og verden er mørkere, og det føles, som om vi synger på sidste strofe. Alle sammen. Men indtil da er The Cure tilbage. Og den sidste strofe synger vi alle alene.


Vurdering: 5 ud af 6 stjerner

LÆS OGSÅ: BAGKATALOG: Da GAFFA mødte The Cure


ANNONCE