På det nye album træder musikeren ud af sin komfortzone - både musikalsk og personligt.
Den britiske rapper og multikunstner Loyle Carner har i dag annonceret sit nye album Hopefully!, som udkommer den 20. juni via Island Emi. Albummet introduceres med de to nye sange "All I Need" og "In My Mind" og markerer et nyt kapitel i Carner's musikalske rejse. Ifølge en pressemeddelelse er Hopefully! en "livsbekræftende udforskning af faderskab, barndom og alternativ musik, båret af en positivitet og lethed, der i høj grad er opnået ved at træde ud af sin komfortzone."
Læs også: Koncertanmeldelse: Loyle Carner på NorthSide 2024
I forbindelse med den nye udgivelsen har Carner også offentliggjort en omfattende verdensturné, der skydes i gang efter hans headliner-koncert på Glastonbury Festival den 27. juni. Turnéen, ved navn Hopefully!, inkluderer bl.a. fire udsolgte aftener på O2 Academy Brixton i London til november. Derudover lægger Carner vejen forbi Danmark, når han gæster K.B. Hallen i København den 13. oktober 2025.
Loyle Carner udgav sit debutalbum Yesterday’s Gone i 2017, der imponerede både anmeldere og fans verden over. Albummet indbragte ham en nominering til den prestigefyldte Mercury Prize, side om side med prominente navne som The xx, Stormzy og Sampha, i kampen om årets bedste britiske album. Hans seneste værk Hugo fra 2022 udforskrede sort identitet og vrede og blev Carners andet Top 3-album på den britiske officielle albumhitliste.
Sidst GAFFA anmeldte Loyla Carner var i 2024, hvor han spillede på NorthSide. Anmelderen kvitterede med fem ud af seks stjerner og skrev, at "den flowoverlegne historiefortæller og London-rapper fik overbevist alle om, at der findes et særligt sted i himlen for dem, der mener det, de siger."
Det officielle billetsalg til turnéen starter fredag den 2. maj kl. 09.00 via livenation.dk og billetlugen.dk. Live Nations presale starter torsdag den 1. maj kl. 09.00 for Live Nation nyhedsbrevsmodtagere på livenation.dk
LÆS OGSÅ: Loyle Carner: – Når jeg kan betale min mors husleje, kan jeg flytte