Nyhed

Balstyrko udgiver lyden af sensommer

Trioen overraskede i maj med en ny single og vender nu tilbage med "Nordvest altaner".

Denne gang skulle fans ikke vente seks år, før der kom nyt fra trioen Balstyrko, som i fredags udgav singlen "Nordvest altaner".

Læs også: Stort dansk 00'er-navn er tilbage med første single i seks år

Trioen, som består af Ane Trolle, Blæs Bukki og Ormen, udgav i 2009 deres første (og hidtil eneste) album Jagten paa noget og har siden da kun udgivet to singler. Deres seneste single "Gravsten" blev udgivet i i maj måned, hvor fans, efter seks år, igen blev inviteret ind i deres lydunivers.


Vi har tidligere beskrevet "Gravsten" som en sang, der "musikalsk og lyrisk balancerer (...) mellem det stoisk melankolske og det stille håbefulde." Samme balance besidder deres nyeste single "Nordvest altaner".

I en pressemedelelse beskriver Balstyrko sangen som "en sejltur igennem Københavns gader, byen fordamper i varmen og blir' et spejlbillede af livet, der altid flytter og forandrer sig. Selv de tungeste områder kan lyse op og blive magiske, når lyset falder rigtig."

Da Balstyrko albumdebuterede med Jagten paa noget i 2009, pointerede anmelderen, at trioen "besidder en balstyrisk troværdighed," og at vi alle er "med i jagten på noget, og grådig mand har alt at miste." Albummet modtog fem ud af seks stjerner.


Læs også: Sådan anmeldte vi Balstyrkos debutalbum

Hvis du føler dig nostalgisk over, at sommeren unægteligt går på held, så sæt lyd på din blues med "Nordvest altaner".

Lyt til singlen her:


ANNONCE