Nyhed

Engelsk singer-songwriter udgiver nyt udspil med fokus på skam

Tom Odell udgav i fredags en ny single, hvor han berører tunge temaer som skam og følelsen af at være menneske i en verden fyldt med udfordringer.

Den engelske singer-songwriter Tom Odell er ude med en ny single med titlen "Ugly". Singlen udkommer forud for albummet What a Wonderful Life, som udkommer den 4. september.

Læs også: Da verdensstjernen kom til syne, gav hun os et blik, jeg aldrig glemmer

Skam og følelsen af at være menneske
Ifølge en pressemeddelelse sætter "Ugly" fokus på temaer som skam og det at være menneske i en udfordrende verden. Tom Odell udtaler selv om singlen, at den sætter ord på, hvordan det føles at være menneske: "At kigge ud på verden og føle, at alle andre glider let igennem livet, mens ens egen oplevelse er fuld af forhindringer og alt andet end køn.”


Tom Odell forklarer, at han aldrig før har talt om den mærkelige skam, han har om sin krop. I pressemeddelelsen udtaler han: "Det føles virkelig ubehageligt at sige det i en sang (...) Men når man siger det højt, er det virkelig sindssygt kraftfuldt.”

"Who hurt Tom Odell This much?"
Singlen ledsages af en musikvideo med en simpel dyster æstetik. I videoen ser vi Odell og bandet spille "Ugly" i et mørkt rum med en storskærm bag sig. På skærmen står der citater, som man må antage er fans’ kommentarer. Det er både positive og negative citater som "Who hurt Tom Odell this much?" og "I love that he's still down to earth."


I et interview med GAFFA fra maj forklarer Tom Odell, hvordan musikken for ham er et trygt sted at skrive om ubehagelige emner: – Jeg tror faktisk, jeg har brug for, at det føles en smule ubehageligt for at have lyst til at dele det. Hvis det føles for behageligt, mangler jeg motivation." Du kan læse hele interviewet her.

Odell kommer snart til Danmark, når han skal spille i Royal Arena den 10. november. Sangerens koncert i København er en del af hans What a Wonderful Life Tour, som starter den 21. oktober i Cardiff, Wales. 

Se musikvideoen her:


ANNONCE