Musikeren antyder, at den nye single kan være lige om hjørnet.
Det australske, psykedeliske musikprojekt Tame Impala har sat spekulationerne i gang blandt fans, efter flere tegn peger på, at en ny single med titlen "Loser" udkommer i næste uge.
Læs også: Tame Impala sælger bagkataloget til Sony Music Publishing
Optimismen skyldes blandt andet, at bandets seneste single ”End Of Summer” på flere streamingtjenester nu har "loser ." stående som kreditering. Samtidig er der dukket plakater op i New York og Chicago med sangtitlen placeret under et ungdomsbillede af Kevin Parker. På plakaterne fremgår desuden datoen "03/09", hvilket kan tolkes som en potentiel udgivelsesdato.
Se opslagene her. Artiklen fortsætter under opslagene.
Tame Impala’s writer and producer credits on “End Of Summer” are now listed as “loser.” on several streaming services. pic.twitter.com/NDt22yL11L
— Pop Crave (@PopCrave) August 21, 2025
Om der er hold i påstandene må tiden vise. Det er dog ikke første gang, at Tame Impala bruger plakater som markedsføring. I 2022 afslørede lignende plakater et uventet samarbejde.
Holder spekulationerne stik, bliver "Loser" Tame Impalas andet singleudgivelse med Columbia Records og følger op på julis "End of Summer". Tame Impalas seneste album, The Slow Rush, udkom tilbage i 2020, og fans spekulerer derfor også i, hvorvidt de to singler leder mod et kommende album.
Tame Impala er kendt for sit psykedeliske univers, hvor electronica og rock går hånd i hånd. Hans seneste tre albumudgivelser har modtaget stor ros fra kritikere verden over, ligesom han er blevet hyldet med diverse priser, herunder en Grammy for "Best Dance/Electronic Recording" for sin medvirken på sangen "Neverender", der optræder på Justice' Hyperdrama (2024).