Nyhed

Allan Olsen samler "det sidste slæng" til turné

Projektet markerer den folkekære sangskrivers potentielt sidste turné med band efter flere år med forskellige konstellationer på landevejen.

Den danske sanger og sangskriver Allan Olsen tager i 2026 på turné med sit nye projekt Allan Olsen & Det Sidste Slæng. Se koncertdatoerne nedenfor.

Læs også: Sådan anmeldte vi Allan Olsens ikoniske livealbum fra 1994

Artiklen fortsætter efter opslaget.


Ifølge en pressemeddelelse består det nye "slæng" af erfarne musikere – herunder Jesper Haugaard, Mads Andersen, Rune Kjeldsen, Anders Pedersen og Dan Hemmer – der lover både "stor musikalsk tyngde" og et mere løssluppent udtryk. Turnéen bliver muligvis Olsens sidste i bandopsætning, selvom han ikke afviser fremtidige overraskelser.


"Realistisk set tror jeg, kalenderen går mere imod det simple og enkle – det helt lille solo-slæng, end mod de store spjæt og narrestreger med 10 mand på landevejen. Så ja, dette kunne godt blive min sidste band-turné. Men man ved aldrig..." udtaler Allan Olsen i pressemeddelelsen.

Turnéen rummer både stående og siddende koncerter for at imødekomme Olsens brede fanskare. Repertoiret vil bestå af klassiske sange, nyere materiale og udvalgte numre fra hans omfattende bagkatalog. Billetter til koncerterne kan findes på spillestedernes hjemmeside.

Læs også: "Den danske musikscene er som den amerikanske valgkamp" – Olsen on fire i randområderne


Sidste vinter kunne man også opleve Allan Olsen på Train i Aarhus, da han gav koncert med bandkonstellationen Allan Olsen & Nyt Norlan. Her kvitterede GAFFAs anmelder med fem stjerner og skrev: "Olsen og hans band og sange lyser heldigvis stadig som en stille glød i mørket."

Varm op til koncerten med Allan Olsens største hits her:


ANNONCE