Nyhed

PREMIERE: Bersærk visualiserer lyden af heavy rock i ny musikvideo

Det danske metalband udgiver musikvideoen til "Indtil solen brænder ud" og performer en kultisk seance tæt på ilden

Bersærk blander tung 70’er-rock og stammemusik på deres seneste singleudgivelse fra start december, der nu forlænges med en musikvideo. Her bevæger de sig tæt om ilden og brøler ud i natten, mens forsangeren former ordene: "Nu knækker filmen / Utopien flyder ud / Jorden skrider under mig / Under tiden, under min hud."

Læs også: Overbevisende Bersærkergang fra stilhed til storm

"Indtil solen brænder ud" er første single fra bandets kommende album, hvor de har ændret bandkonstellationen, så den tidligere bassist nu står i front som sanger. Rokaden kommer i forlængelse af, at Bersærk tilbage i august 2024 meddelte, at de havde afsluttet samarbejdet med den tidligere forsanger, Casper Roland Popp.


Sammen med nyheden forklarede bandet dengang i en pressemeddelelse, at Thorsens vokal åbner op for nye musikalske muligheder, som det kan høres på den nyeste single. Nummeret, der trækker på elementer fra doom-metal og 90’er-rock, beskrives også af bandet som et udtryk for denne fornyelse: 

“"Indtil solen brænder ud" blev bygget på stumperne, der faldt ned, efter at alt i august 2024 blev kastet op i luften. Der skulle skrives noget helt nyt fra bunden og skabes et nyt pejlemærke. Det føltes rigtigt for os at afsøge andre veje, men samtidigt faldt det os naturligt at holde fast i dele af de elementer, der ligger i Bersærks DNA. Under tilblivelsen lod vi os inspirere meget af melodisk stoner-doom. Men også 90’er rock/grunge fra vores unge år kaldte kraftigt på os," forklarer bandet i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Indtil solen brænder ud" er for os et klart statement omkring, at vi først lige er begyndt på rejsen i at udforske, hvad Bersærk indeholder. At valget er faldet på netop denne sang som førstesingle, er fordi den står stærkt alene og samtidig baner vejen for meget mere." 


Læs også: 25 mindre koncerter, vi glæder os til i 2025

Gruppen har endnu ikke løftet sløret for flere detaljer om deres kommende album. Til gengæld annoncerede de deres største koncert til dato, da Bersærk spiller i Store Vega den 14. november. Der er stadig tilgængelige billetter, som du kan finde via Ticketmaster

Se videopremieren på Bersærks visualisering af "Indtil solen brænder ud" her:


LÆS OGSÅ: Bersærk annoncerer største koncert til dato

ANNONCE