Nyhed

Mystiske opslag sætter gang i spekulationerne: Er der en Fleetwood Mac-genforening på vej?

Opslagene har sat gang i teorier om en potentiel genforening

Et par kryptiske opslag fra to af Fleetwood Macs mest ikoniske medlemmer har torsdag fået fans verden over til at spekulere i, om en genforening kunne være på vej.

Læs også: 10 gamle storhittende numre, der med TikTok er blevet endnu større

Både Stevie Nicks og Lindsey Buckingham lagde torsdag den 17. juli hver deres tekstlinje op på deres respektive Instagram-profiler, som tilsammen danner en strofe fra sangen “Frozen Love” fra deres fælles album Buckingham Nicks fra 1973 – det eneste studiealbum, duoen udgav sammen, før de året efter blev en del af Fleetwood Mac.

“And if you go forward…” skrev Nicks, efterfulgt af Buckinghams svar en halv time senere: “I’ll meet you there.”


 


Opslagene har sat gang i fansenes teorier om en potentiel genforening – ikke mindst fordi bandets trommeslager, Mick Fleetwood, allerede dagen forinden havde postet en video på Instagram, hvor han lytter til samme sang og kommenterer:

"Det hele ligger i sangen… Det er i musikken, der har spillet i så mange år. Det var magi dengang, og det er magi nu. Sikke en oplevelse."

Videoen med Mick Fleetwood er også delt på Fleetwood Macs officielle Instagram-konto samme dag, som Stevie Nicks og Lindsey Buckingham delte tekstlinjerne.

Fleetwood Mac blev oprindeligt dannet i 1967, men konstellationen med Stevie Nicks, Lindsey Buckingham, Mick Fleetwood og Christine McVie, som døde i 2022, opstod i 1970’erne og skabte nogle af bandets mest ikoniske udgivelser. Nicks og Buckingham har haft både et professionelt og romantisk forhold gennem årene, præget af samarbejde og konflikter, og en gammel liveoptagelse af "Silver Springs" fra 1997 er i dag blevet synonym for deres turbulente forhold til hinanden for mange unge på særligt TikTok.


Fleetwood Mac gik viralt for den unge generation i 2022 med sangen "Dreams", som resulterede i sangens højest antal ugentlige afspilninger og downloads nogensinde i USA, ifølge Billlboard.

Det er endnu uvist, om de nye opslag varsler noget konkret. Stevie Nicks arbejder for tiden på et nyt soloalbum og er i øjeblikket på turné.


læs også: Her er 10 af verdens bedste frontfigurer

ANNONCE