Musikerens musikalske rejse har været alt andet end traditionel.
Den Spot-aktuelle musiker Clovis har i dag, den 14. marts, udgivet sin nyeste single "Jogojo". Sangen skal, ifølge kunstneren selv, minde lytterne om at tage en pause fra hverdagens stress og leve i nuet.
Læs også: Spot Festivals musikprogram vokser dag for dag
Sangen forener afrobeats med en personlig lyrik, hvor Clovis trækker på sine egne unikke erfaringer. Clovis’ musikalske rejse har nemlig været alt andet end traditionel. Han kom til Danmark i 2007 efter en barndom i forskellige flygtningelejre i Afrika. Oplevelsen har haft stor betydning for musikeren:
"Min opvækst gjorde, at jeg ikke kunne drømme, som andre kan. Livet i flygtningelejre handler om overlevelse. Da jeg kom til Danmark, fik jeg mulighed for at drømme og forfølge dem," fortæller han i en pressemeddelelse.
Hans gennembrud kom, da hans sang "Rover" gik viralt i Indien, hvilket førte til en stor koncert i landet. "Da jeg stod foran 15.000 i Indien, gik det virkelig op for mig, hvad det her kunne blive til," siger han.
Læs også: Tre scoops i dagens Spot-annoncering
Clovis beskriver "Jogojo" som en sang, der skal give lytterne en tiltrængt pause fra hverdagens problemer. "Jogojo handler om at være presset i hverdagen – men at huske at nyde livet alligevel. Man er stresset over alt det, der sker omkring en, men vi har alle brug for at tage en pause, være i nuet og bare nyde øjeblikket," udtaler han i en pressemeddelelse. "Jogojo" betyder keep it coming’ fortæller Clovis efterfølgende, og beskriver det som et mantra, der afspejler hans livsfilosofi om at fortsætte fremad, selv når livet føles hektisk.
Læs også: Benny Jamz flyver højt på nyt track
Under Uhørt Festival i København i 2020 var GAFFAs anmelder til stede under Clovis’ koncert, der efterfølgende fik fire ud af seks stjerner. Oplevelsen blev beskrevet således:
"Clovis har taget Uhørt med storm. Band og leadmanden kan med fællesbuk tage imod publikums ubetingede hyldest og kærlighed. Det er jo ikke fordi, Clovis opfinder den dybe tallerken med sin lyd. Stemningen er mere over i Kevin Lyttle-sammenligningen end mere bastunge Sean Paul. Det er festmusik til masserne tenderende til det generiske. Stemmen er fløde med masser af følelse, drawl og charme. Det er formularisk, men den opskrift til simreretten lummer-pop, den virker."
Clovis er desuden på programmet til dette års Spot Festival.
"Jogojo" kan høres her: