Nyhed

De La Soul annoncerer nyt album efter tab og deler første single

Efter tabet af David Jolicoeur i 2023 rejser den amerikanske hiphop-gruppe sig igen med et album, der balancerer mellem sorg og fejring.

For første gang siden medlemmet David Jolicoeurs død vender De La Soul tilbage med nyt album, oplyser Pitchfork. Albummet med titlen Cabin in the Sky udkommer den 21. november og markerer gruppens første udgivelse siden And the Anonymous Nobody... fra 2016.

Læs også: Da vi mødte De La Soul i København

Pladen, der rummer 20 numre, gæstes ifølge mediet af navne som Common, Nas og Black Thought fra The Roots, mens produktionen tæller hiphop-legender som Pete Rock, DJ Premier og Supa Dave West. Førstesinglen "The Package" er produceret af Pete Rock og kan høres allerede nu.


Lyt til ”The Package” nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende.

Til Pitchfork fortæller medlemmet Posdnuos, at albummet er skabt i lyset af tabet af David Jolicoeur: "Cabin in the Sky lever i rummet mellem tab og lys. Det handler om sorgen, men også om glæden, der stadig finder vej. Det her album er terapi og fejring på én gang."


Posdnuos og Maseo begyndte eftersigende arbejdet på albummet i februar 2025, og flere af sangene indeholder afdøde Trugoys originale vokaler og beats, heriblandt "Ya Don’t Stop" og et nummer der sampler Roy Ayers’ "Everybody Loves the Sunshine".

Deres sidste albumudgivelse And the Anonymous Nobody... modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev, at gruppen på pladen "vender tilbage til rødderne og skaber et album på deres egne vilkår". 

Varm op til udgivelsen ved at lytte til De La Soul her:


ANNONCE