Nyhed

Eksperimenterende hiphop-trio har nyt album på vej

Deres seneste plade er fra 2018, men tidligere i år bekræftede den punkede rapgruppe, at de fortsat er "aktive".

En af 10’ernes mest prominente grupper inden for eksperimenterende og støjende hiphop, Death Grips, har netop i et opslag på Instagram - kryptisk som altid - løftet sløret for, at der et nyt album på vej.

Læs også: Detroit-rapper annoncerer nyt album

”Komponeringen og indspilningen af vores næste album er i gang. Vi glæder os til den nye Death Grips-plade,” lyder det i opslagets beskrivelse.


I opslaget kan man også se billeder af indspilningsstudiet samt et billede af, hvad der meget vel kunne være et word-dokument med den ovennævnte billedtekst.

Se opslaget nedenfor. Artiklen fortsætter herefter.

Death Grips’ seneste plade er Year of the Snitch fra 2018, og året efter gav de koncert på Roskilde Festival. Siden da har man ikke hørt meget fra gruppen andet end en nordamerikansk turné i 2022 samt en europæisk turné i 2023.

Tidligere i år blev tvivlen, om hvorvidt gruppen var gået i opløsning, dog manet i jorden – til dels. I et opslag på Instagram havde gruppen taget et billede, hvor de havde skrevet på et vægmaleri: ”Trods rygter er vi fortsat aktive som Death Grips”. Det var dog kun rapperen Stefan, også kendt som MC Ride, og trommeslageren Zach Hill, der stod som afsendere, og det er endnu uvist, om produceren Flatlander stadig er en del gruppen.


ANNONCE