Nyhed

Niels Skousen stopper karrieren – spiller sidste koncerter til efteråret

Den danske musiklegende har annonceret, at han efter sine fem planlagte efterårskoncerter sætter punktum for sin lange karriere.

Den danske komponist, musiker, skuespiller og poet Niels Skousen annoncerede i slutningen af sidste uge, at han stopper sin karriere. Dermed spiller han foreløbigt sine sidste koncerter til november.

Læs også: Tårnhøjt niveau hos dansk sangskrivnings nestor

I et opslag på Facebook fortæller Niels Skousen om karrierestoppet: "Tak for al jeres støtte og interesse. Jeg går mod de 82. Helbredet er jo ikke noget man kan forhandle med," indleder han og forklarer, at han glæder sig til de planlagte koncerter i efteråret, men at han dernæst "sætter et punktum." Han tilføjer dog, at han håber på at kunne arrangere nogle afskedskoncerter i 2026, men for nu slutter han karrieren med sine fem koncerter i november.


Se Facebook-opslaget herunder. Artiklen fortsætter efterfølgende.

Læs også: FILMANMELDELSE: Indfølt portrætfilm om Danmarks store rockpoet


Musikeren har unægteligt haft en enorm indflydelse på den danske rockhistorie og har markeret sig som en af sin tids store sangskrivere og troubadurer. Hos GAFFAs anmeldere har han da også høstet store roser gennem tiden – senest da han spillede på Musikhuset Aarhus i foråret, hvor GAFFAs anmelder gav koncerten hele seks stjerner og skrev: "Når det hele går op i en højere enhed, sådan som det gjorde i Aarhus – så kan mindre end fuldt hus ikke gøre det. Smukt og opløftende".

Niels Skousen har i alt udgivet 13 studiealbum gennem årene, og hans seneste album Blæsten og regnen fra 2022 fik fem stjerner af vores anmelder. 

Læs også: Koncertanmeldelse: Sandslotte i regn


Når Niels Skousen til november spiller sine fem planlagte koncerter, kulminerer det i Den Sorte Diamant i København, der netop har annonceret en ekstra koncert med musiklegenden. Nedenfor kan du se, hvilke datoer han spiller og hvorhenne.

ANNONCE