De seks påskønnelsespriser gik til markante frontløbere inden for hver deres felt.
Dansk Artist Forbund har netop uddelt årets påskønnelsespriser – seks priser, der går til kunstnere og aktører, som med deres arbejde har gjort en særlig forskel for musik og scenekunst. Det skriver Dansk Artist Forbund i en pressemeddelelse.
Læs også: Caroline Henderson udgiver "en elektrisk ode til kvindelig empowerment"
Prismodtagerne i år er Caroline Henderson, Lars Lindegaard Gregersen, Carmen Tynell, Phillip Faber, Christian Gade Bjerrum og Annisette Koppel. Med priserne følger 20.000 kroner til hver modtager.
De seks udvalgte kunstnere bevæger sig inden for vidt forskellige felter, men har alle det til fælles, at de det seneste år, ifølge Dansk Artist Forbund, har bidraget til at gøre musik og scenekunst mere tilgængelig og bæredygtig.
Diversitet, internationalt udsyn og meget mere
Den tidligere Ray Dee Ohh-sanger Caroline Henderson modtog prisen for diversitet og kunstnerisk innovation. Med projekter som Black Voices og sit one-woman show Mit Liv Som Hun har hun sat fokus på repræsentation og fornyelse i musikken. Henderson udgav desuden albummet Nectar and Ambrosia i april 2025, som fik fem stjerner af vores anmelder.
Phillip Faber blev hædret for at bringe fællessang og musikformidling ud til hele Danmark – senest som frontfigur for Kulturministeriets indsats for at udbrede værdien af musik og sang på de danske skoler. Carmen Tynell, også kendt under kunstnernavnet TMI Tammi, fik prisen for sit internationale udsyn efter at have arbejdet med artister fra Seoul til Cape Town. Vi interviewede hende tilbage i juni i år om hendes kreative sangskrivningsproces.
På scenekunstsiden modtog Lars Lindegaard Gregersen prisen for formidling af cirkus gennem sit arbejde med GLiMT og Lille Storbyteater, mens Christian Gade Bjerrum blev anerkendt for sit vedholdende fokus på grøn omstilling i kulturlivet.
En helt særlig pris
Endelig blev Annisette Koppel tildelt årets æresmedlemskab. Med syv årtier på scenen, 23 album med The Savage Rose og et livslangt engagement i aktivisme og politik kalder Dansk Artist Forbund hende ”En uomgængelig del af dansk kulturhistorie”. Tilbage i 2022 udgav Annisette albummet Tale of Time sammen med DR Bigband, som vores anmelder kaldte et "Mesterværk af den levende legende og det voluminøse band" og kvitterede med seks flotte stjerner.