Den danske verdensstjerne vender tilbage til Sydkorea efter et år – denne gang i et mere intimt format.
Sidste år spillede Christopher sin største udenlandske koncert nogensinde i Seoul. Nu er han klar til at vende tilbage.
Det annoncerede den danske stjerne på sin Instagram, hvor han afslørede to koncerter i Sydkoreas hovedstad.
Læs også: Se Thomas Helmig og Christopher spille nyt hit sammen for første gang
I opslaget deler han sin begejstring over at vende tilbage. Dengang indtog han Seouls KSPO Dome, en arena med plads til omkring 15.000 tilskuere.
Til hans netop annoncerede koncerter bliver formatet dog mere intimt, når han til november indtager teatret Sejong Grand Theater i Seoul med plads til omkring 3.000 publikummer.
De seneste år har Christopher vundet mange fans i Sydkorea, ikke mindst takket være Netflix-successen A Beautiful Life.
Herhjemme har succesen også taget fart. I juni spillede stjernen sin største koncert nogensinde, da 30.000 fans mødte op i Valbyparken, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner.
Om man er “fan eller ej, står man tilbage med en følelse af at have set noget vigtigt og næsten majestætisk; popprinsens tunge spadestik mod at blive konge,” skrev anmelderen om koncerten.
Nu vender Christopher tilbage til sine asiatiske fans, hvor han den 19. og 20. november 2026 giver koncerter i Seoul.





