Navne som Gilli, Kesi og Lars H.U.G. optræder alle sammen i en gigantisk oversigt over musik, brugt til at træne AI-musikmodeller.
Tilbage i juni udgav The Atlantic en stor oversigt over de millioner af sange, som optræder i datasæt, brugt til at træne AI-musikmodeller.
Nu viser en ny stikprøve foretaget af Kulturmonitor, at en lang række danske artister optræder bland det enorme antal sange.
Læs også: Spotify sætter nyt mærkat på AI-musikere: Stopper med at anbefale dem
De største datasæt indeholder henholdsvis 12 og 9 millioner sange, og ifølge The Atlantic vil det tage 91 år at lytte det hele igennem. Det store omfang får nu Kodas juridiske og politiske direktør Nicky Trebbien til at reagere.
“Det er en systematisk forretningsmodel, som baserer sig på andres arbejde. De udviser en ret bemærkelsesværdig kynisme og ligegyldighed over for kunstnerne, som skaber den musik, de selv tjener penge på.” siger Nicky Trebbien til Kulturmonitor.
Blandt de danske navne er Gilli den mest fremtrædende, der optræder hele 300 gange i datasættene. Men også andre danske rappere som Kesi og Artigeardit optræder henholdsvis 258 og 225 gange, mens Benny Jamz optræder 203 gange, skriver Kulturmonitor.
Men man kan også finde andre danske navne som Lars H.U.G., Otto Brandenburg, Dizzy Mizz Lizzy og John Mogensen i oversigten. Det samme kan siges om Tessa, Rasmus Seebach og The Savage Rose.
Læs også: EU strammer AI-reglerne: Det betyder det for musiklivet
Efter at The Atlantic udgav artiklen, er datasættet, der er lavet af AI-forskningskollektivet Sleeping AI, blevet lukket ned. Men det største af sættene på 12 millioner sange, lavet af nonprofitorganisationen Laion, er stadig oppe.
Sagen kommer i forlængelse af Kodas igangværende retssag mod AI-musiktjenesten Suno. Ifølge Koda har Suno nemlig blandt andet brugt musik fra bands som D-A-D og Aqua til at træne sine AI-modeller. Bands der også optræder i datasættene.
Læs også: Koda slår alarm: AI-tjenesterne stjæler den danske musikskat, og ingen stopper dem
Den store mængde af nye AI-sange kan potentielt få store konsekvenser, har Nicky Trebbien tidligere fortalt til GAFFA.
I en rapport udarbejdet af Koda og IFPI er det nemlig blevet estimeret, at musikbranchen kan miste op mod 28 procent af sin omsætning frem mod 2030 som følge af AI-genereret musik.
“Hvis man fjerner så mange penge fra det musikalske økosystem, frygter vi hos Koda, at det vil gå ud over vækstlaget i dansk musik, fordi der ikke længere vil være råd til at foretage de nødvendige investeringer, hvor man nogle gange vinder og nogle gange taber,” fortæller Nicky Trebbien.
Derfor efterlyser Koda politisk handling, så reglerne vedrørende træningen af AI-modeller bliver mere tydelige i fremtiden.





