Nyhed

Efter overfald på dansk musiker i Alanya: To personer er anholdt

Sangeren Bro fik slået tænder ud og brækkede kæben tre steder. Nu fortæller hans mor, at gerningsmændene er fundet.

Den danske sanger Bro har siden søndag været indlagt i Alanya efter at være blevet overfaldet efter et spillejob. Nu er de to formodede gerningsmænd blevet pågrebet, fortæller Bros mor, Lotte Busk, til Ekstra Bladet.

"Det er fuldstændig umotiveret. Det er kun den ene af dem, der slår Kevin, men begge er blevet anholdt. Sådan som jeg forstår det, er de tyske statsborgere," sagde Lotte Busk til mediet.

Læs også: Efter én stjerne på Smukfest: Ude af kontrol svarer igen


Bro har brækket kæben tre steder og fået slået flere tænder ud efter overfaldet. Skaderne betyder, at han ikke har kunnet tale. Overfaldet skete angiveligt uprovokeret efter et spillejob på en lokal natklub.

Mandag startede Bros familie en indsamling for at kunne betale for hans operation i Alanya. Operationen koster 15.000 euro, svarende til cirka 100.000 danske kroner. Kort tid efter indsamlingens begyndelse nåede familien målet på 100.000 danske kroner.

Da Ekstra Bladet var i kontakt med Lotte Busk, oplyste hun, at sangeren snart skulle opereres, en operation, der tager cirka fire timer.


Bro, hvis borgerlige navn er Kevin Andreasen, debuterede med sangen "Hvor er du bro?" i 2016 og udgav i april sin nye sang "Hele natten".

ANNONCE