Nyhed

Lukas Graham giver første danske arenakoncert i otte år 

Den danske popstjerne tager sit nye album med på scenen til januar, hvor han lover fællessang med både nye og gamle favoritter.

Efter otte år vender Lukas Graham tilbage til de store danske scener.

Den verdenskendte sanger giver koncert i Royal Arena 23. januar 2027 og fortsætter ugen efter til Jyske Bank Boxen, hvor han spiller 30. januar.

Læs også: Ingen får mig til at græde som Lukas Graham


Sidst Lukas Graham fyldte de to arenaer med egne koncerter var i 2019. Nu står han foran et nyt kapitel. Koncerterne kommer kort efter udgivelsen af hans femte album, Good Times, som udkommer fredag 14. august.

"Jeg glæder mig til at dele fællessangen med jer alle sammen, og jeg lover, at vi kommer med et helt særligt show," siger Lukas Graham i en pressemeddelelse og lover både gamle favoritter, nye sange og musikalske gæster.

De kommende måneder bliver travle for den danske verdensstjerne. Efter albumudgivelsen drager han til Nordamerika, hvor han skal optræde som special guest på Ed Sheerans stadionturné. Nu er kursen igen sat mod de store danske arenaer.


Koncertannonceringen kommer få dage efter hans koncert på årets Smukfest, og inden da var han en del af koncertkaravanen Grøn. GAFFAs anmelder skrev, at hitmageren "satte punktum for Grøn med en koncert, der mindede os om, hvorfor netop deres sange stadig samler generationer" og gav fem stjerner.

Billetsalget til arenakoncerterne starter mandag den 17. august.

ANNONCE