Nyhed

Massive Attack reagerer efter indrejseforbud: En “surrealistisk oplevelse"

Den britiske triphopgruppe er blevet banlyst fra Singapore efter at have vist et palæstinensisk flag under en koncert. Nu fortæller de om oplevelsen.

Efter at være blevet tilbageholdt af politiet i Singapore for at have vist et palæstinensisk flag under en koncert fortæller den britiske triphopgruppe Massive Attack nu om, hvad de selv beskriver som en “surrealistisk oplevelse”.

Læs også: Massive Attack får indrejseforbud i Singapore

"Efter vores koncert i Star Theatre i Singapore den 29. juli blev vi overraskede og skuffede over, at hele bandet blev tilbageholdt af politiet, isoleret og afhørt hver for sig – og at nogle medlemmer fik deres hotelværelser gennemsøgt og midlertidigt fik konfiskeret deres pas," skriver bandet i et Instagram-opslag den 2. august.


I Singapore er det nemlig ulovligt at vise udenlandske flag uden først at have fået tilladelse til det. Det kom dog bag på bandet, der i samme opslag skriver, at de ikke troede, det ville være ulovligt at holde et flag fra en stat, der er blevet anerkendt af 157 lande.

"Den surrealistiske oplevelse minder os om, hvor vigtigt det er at forsvare universelle menneskerettigheder og ytringsfrihed, uanset hvor de rettigheder er truet," skriver de senere i samme opslag.

Læs også: Phil Collins døde næsten af alkoholmisbrug: "Folk kom for at sige farvel"


Ifølge de singaporeanske myndigheder er Robert Del Naja og Grant Marshall fra gruppen blevet tildelt en alvorlig advarsel for at have overtrådt landets lovgivning.

Myndighederne oplyser samtidig, at de to musikere er blevet forbudt at rejse ind i Singapore igen, og at de i fremtiden ikke vil kunne optræde i landet.

"Når vi ser tilbage, er vi stolte over at have delt denne spontane handling med vores fans i Singapore, som tydeligvis følte et moralsk ansvar for at vise solidaritet med det palæstinensiske folk," skriver gruppen.


Massive Attack opfordrer samtidig Singapores regering til at gøre det nemmere for landets borgere at sige, hvad de mener, uden frygt for retsforfølgelse.

ANNONCE