Nyhed

Rod Stewart aflyser koncerter efter hjerteoperation

Den britiske sanger må endnu en gang sætte sine koncertplaner på pause for at passe på helbredet.

Det er ikke lang tid siden, at britiske Rod Stewart sidst aflyste koncerter af helbredsmæssige årsager. Nu er han nødt til at gøre det igen – denne gang på grund af en hjerteoperation. Det oplyser han på sin Instagram-profil.

“På opfordring fra hans læger vil han tage de næste fire uger til at komme ovenpå igen, før han vender tilbage til scenen. Det betyder desværre, at han ikke kan fortsætte med sine nuværende turnédatoer,” lyder det.

Koncerterne var en del af hans afskedsturné One Last Time, som han har været på siden 2024. Hvilke koncerter, der bliver aflyst, bliver meldt ud af de berørte koncertsteder. Ifølge Instagram-opslaget vil Rod Stewart vende tilbage til scenen efter fire uger. 


Læs også: Efter én stjerne på Smukfest: Ude af kontrol svarer igen

De hyppige aflysninger fra rockveteranen har ført til frustration blandt fans. Lørdag den 13. juni skulle den britiske rockveteran have spillet en stor koncert i Californien, men mindre end en time før showstart aflyste han af helbredsmæssige årsager. Kort efter dukkede han dog op på tribunen til en VM-kamp, hvilket frustrerede mange fans. 

Da Rod Stewart besøgte Danmark på sin One Last Time-turné, kvitterede GAFFAs anmelder med tre stjerner og ordene: “Gennemgående var der dog dømt popfest med vægt på firser-materialet. Den 79-årige hovedperson forekom hverken synderligt tynget af sin alder – eller af bekymringer om, hvorvidt nogen kunne få den tanke, at han ikke omfavner sin modne alder.”


ANNONCE