En demonstration foran den amerikanske ambassade får nu opbakning af Klamfyr, der går på scenen sammen med en række danske og grønlandske musikere.
Ankomsten af 11 amerikanske kongresmedlemmer i København har tændt en gnist, der nu er blevet til en landsdækkende demonstration.
Nu får protesten opbakning fra Emil Simonsen, også kendt som Klamfyr eller Orgi-E fra Suspekt, der sammen med en række andre danske musikere spiller op foran den amerikanske ambassade.
Læs også: Danske og grønlandske musikere går sammen i protest mod USA
Efter at den amerikanske delegation fredag ankom til Danmark, er et væld af støttedemonstrationer for Grønland blusset op over hele landet, herunder i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Nuuk. Over halvandet tusind mennesker har meddelt, at de vil møde op til demonstrationen i København, mens mere end seks tusind har vist interesse på Facebook.
Foruden Emil Simonsen optræder den grønlandske rapper Josef Tarrak sammen med Carl Knast og Luna Ersahin fra Aysay. Derudover vil Thomas Buttenschøn og Aviaja Lumholt også give koncert foran rådhuset tidligere på dagen.
Den amerikanske delegation er kommet for at udtrykke støtten til Danmark og Grønland og for at diskutere, hvordan man kan “uddybe dette partnerskab i overensstemmelse med vores fælles principper om suverænitet og selvbestemmelse” med både den danske og grønlandske regering, lyder det ifølge TV 2.
Protest i solidaritet med det grønlandske folk
Initiativet til demonstrationerne kommer fra Uagut – Landsorganisation for Grønlændere i Danmark, borgerinitiativet Hands Off Kalaallit Nunaat og Fællesforeningen Inuit i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
Ifølge arrangørerne handler det om at sende et tydeligt og samlet budskab om respekt for Grønlands demokrati og de grundlæggende menneskerettigheder.
“Som grønlændere er vi meget påvirkede lige nu og føler et stort pres, men i dag kan vi gøre noget. Vi kan gå forrest i demonstrationen for at støtte op omkring Grønland,” fortæller Julie Rademacher, forperson for Uagut – Landsorganisation for Grønlændere i Danmark til TV 2.
Læs også: Pladebutiksejer efter Björk-boykot: "Jeg er blevet kaldt både racist og nazist"
Danske og grønlandske musikere bakker op
Emil Simonsen har tidligere arbejdet sammen med Josef Tarrak. Tilbage i 2023 udgav de nummeret “Uummatima”, som sikkert også bliver spillet til demonstrationen i dag. Her rapper Josef Tarrak på grøndlansk:
“Gad vide hvornår vi ser en grønlænder, der gør oprør / min hudfarve er ligesom Cocio, til politiet siger jeg fuck you.”
Op til demonstrationen har Emil Simonsen delt sangen på Instagram med ordene: “Den her er ikke blevet mindre relevant med tiden.” Han har samtidig delt flere støtteopslag, blandt andet:
“Jeg ønsker hver en grønlænder fred og ro i sindet fra alt det lort, der sker udefra lige nu. Ingen ejer jer, og ingen kan købe et folk.”
Læs også: Tarrak - "Nu er vi endelig ved at kolonisere den danske musikindustri"
Overborgmester møder op
Den københavnske demonstration starter foran rådhuset klokken 12 med taler fra blandt andre overborgmester Sisse Marie Welling og Pipaluk Lynge, der er medlem af det grønlandske folketing Inatsisartut, samt en kort optræden fra Thomas Buttenschøn.
Arrangementet bliver dog først indledt af en optræden fra Aviaja Lumholt, der er sanger, trommespiller og maskedanser i den grønlandske performanceduo Inuanima.
Bagefter bevæger demonstrationen sig mod den amerikanske ambassade, hvor der vil være taler fra Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted samt koncerter med Josef Tarrak, der altså nu får støtte af Emil Simonsen fra Suspekt, samt Carl Knast og Luna Ersahin fra Aysay.




