Senest har rapperen udgivet singlen “Siden sidst", der lynhurtigt er strøget ind på hitlisterne.
Med tre nye singler på gaden i 2026 har man kunnet håbe på, at der var et nyt album på vej fra rapperen Noah Carter.
Nu bekræfter han i en TikTok-kommentar, at der er hold i forventningerne.
Læs også: Det er ikke til forhandling: Artigeardit er den bedste
“Confirmer her.. det er et album og det er på vej…. Men altså det ik næste uge,” skriver han. Det viser et screenshot fra Instagram-profilen underadaren.
I fredags udgav Noah Carter singlen “Siden sidst” med Thor Farlov, der lynhurtigt er gået i top-20 på den danske Spotify-hitliste.
Noah Carter debuterede i 2016 med singlen “Do you” og senere “Come Alive”, der blev en del af det engelsksprogede album Couch Dreams fra 2017.
Siden da har rapperen for det meste udgivet dansk rap, på trods af at fans længe har efterspurgt en efterfølger til Couch Dreams.
På afslutningsnummeret fra 2024-albummet Noahs Ark proklamerede rapperen da også: “Couch 2 on the way”.
Indtil videre har profetien ikke holdt stik, og de tre udgivne dansksprogede singler tyder på, at det heller ikke sker denne gang.
I alt er det blevet til seks album fra rapperen. Senest udgav han Guld & Grønne sidste sommer, der fik tre stjerner af vores anmelder med ordene: “Alt i alt fremstår Guld & Grønne for ofte fantasiforladt, og de numre, der fungerer ganske fortrinligt, kommer til at skulle bære for meget af ansvaret for den gode lytteoplevelse.”




