Den norske hiphopgruppe Roc Boyz skulle have optrådt, men kommer ikke alligevel.
Den norske hiphopgruppe Roc Boyz kommer ikke til at medvirke på Roskilde Festival, sådan som det ellers var planen, rapporterer det norske medie VG.
Roc Boyz skulle have stået på Orange Scene sammen med Tessa fredag, skriver VG. Ifølge mediet blev dette offentliggjort 4. juni. Lige nu fremgår denne information dog ikke af de respektive kunstneres sociale medier. Parterne udgav 12. juni singlen "Backshots".
Læs også: 21-årig død efter togulykke ved Roskilde Festival
VG henviser til intern mailkorrespondance, hvor beslutningen om aflysningen fremgår.
"Vi er nødt til virkelig at tage festivalens bekymring alvorligt," står der i en af mailsene til personer hos gruppens management, skriver VG.
Det fremgår ikke af mailsene, hvad bekymringen konkret handler om.
Tidligere i juni blev Roc Boyz politianmeldt for mistanke om hetz mod en befolkningsgruppe efter en optræden på Brännbollsyran i Umeå i Sverige. Under koncerten blev der vist en animeret film på storskærme, hvor bandet blev fremstillet i en computerspilslignende slåskamp mod samer.
Bandet har også tidligere fået opmærksomhed for handlinger rettet mod samer. I 2023 saboterede medlemmer en samisk protestaktion i Oslo ved at trække pløkkerne op fra en samisk kåte (traditionel samisk bolig, red.), som derefter kollapsede. Hændelsen blev filmet og offentliggjort af gruppen på sociale medier.
Over for Ekstra Bladet afviser Roskilde Festival dog, at festivalen har haft en dialog med Roc Boyz omkring en optræden.
"Roc Boys har ikke været bekræftet til Roskilde Festival 2026. Festivalen har heller ikke haft en dialog med bandet om en optræden på årets festival," skriver festivalens presseafdeling i en mail til Ekstra Bladet og fortsætter:
"Tessa spiller som planlagt på Orange Scene fredag 3. juli. Vi henviser til Tessas management og bookingselskab for spørgsmål, der vedrører gæsteoptrædener til Tessas koncert."
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tessa og hendes management. Til VG fortæller Tessas management dog, at man ingen kommentarer har til sagen.
Artiklen er oversat fra GAFFA Sverige og bearbejdet af GAFFA Danmarks redaktion.
Hør Tessa og Roc Boyz' aktuelle single, "Backshots":




